Kronprinsesse Mary strålede om kap med den nedadgående sol over Middelhavet, da hun onsdag aften deltog i det royale bryllup i Grækenland.

Sent onsdag aften begyndte royale fra hele Europa at strømme til den lille kirke Agois Nikolaos på den græske ø Spetses.  Vielsen mellem eks-kong Konstatin og eks-dronning Anne Maries søn Nikolaos og hans udkårne Tatiana Blatnik foregik i Mamma Mia!-agtige omgivelser - masser af sol og afslappet stemning på den græske ø onsdag aften.

Kronprinsesse Mary ankom til brylluppet i en luftig, grå kjole, der i sit snit og design mindede en del om hollandske prinsesse Maximas kjole. Nu er gravide Marys mave tydelig, som det kan ses. Prinsesse Marie og Joachim var også på Spetses sammen.

Margrethe ankom sammen med Sofia

Dronning Margrethe ankom sidst på eftermiddagen samtidig med brudgommens faster, den spanske dronning Sofia, og virkede efter billederne at dømme til at være i topform.

Den spanske kronprinsesse Letizia, norske Mette-Marit og kronprins Haakon og den svenske prinsesseduo Madeleine og nygifte Victoria var der blandt mange andre også. Anne Marie og Konstatin har tilbragt den sidste uges tid på øen for at gøre klar til festlighederne. Deres ældste søn Pavlos' 14-årige datter Maria-Olympia var en af de fem brudepiger.

Efter vielsen i den lille kirke var der inviteret til fest i en bugt ved Garyfalos-stranden på Spetsos. Der var bygget et podie til gæsterne og adgang til en stor græsk middag og udsigt over Middelhavet.