Selv om man er kongelig, bliver man som alle andre dødelige også ramt af snue og influenza. Det har prins Joachim, prinsesse Marie og deres to små børn alle måtte sande i den sidste tid.

Men nu er familien rask igen. Det skriver Billed-Bladet i det nye nummer, der kommer på gaden i morgen torsdag.

Her kan man læse, at prins Joachim måtte melde afbud til en officiel begivenhed i sidste uge. Landmandsprinsen måtte simpelthen opgive at møde op og passe sit arbejde. I stedet måtte han blive hjemme i sengen på Schackenborg.

Men Joachim lå ikke ensom hen i sengen og snøftede og snottede. Til Billed-Bladet fortæller han, at den sønderjyske landsdel har været hårdt ramt af influenza og forkølelse.

- Men nu har hele familien det godt igen. Ja både prinsesse Marie, min søn og min lille datter. Den lille har det rigtig fint og tager virkelig for sig af livet, siger prins Joachim til ugebladet om sygdomssituationen med en lille baby på en måned i det kongelige hjem.