Den græske ekskonge har sat private ejendele til 23 mio. kr. på auktion hos Christie’s. Årsagen menes at være pengemangel.

Spis som en konge. Sådan lyder tilbuddet fra auktionshuset Christie’s, hvis der ellers er råd til mad, efter at man har købt det sølvtøj, som ekskong Konstantin og eksdronning Anne-Marie har sat til salg.

Dronning Margrethes lillesøster og svoger sætter i morgen og på torsdag herlighederne fra deres tidligere paladser i Grækenland på auktion. Det er ikke småting, det drejer sig om: 850 genstande, som samlet er vurderet til 23 mio. kr.

Blandt effekterne er bunker af dansk sølvtøj med kongeligt monogram, der stammer fra hellenernes kong Georg I, en dansk prins, der var monark i Grækenland fra 1863 til 1913.

Fra favorit-slottet
Christie’s skilter ikke med det, men de kongelige effekter er nogle, som kong Konstantin i 1991 fik ud fra Grækenland fra sit favoritpalads Tatoi. Det blev dengang fortalt, at kongen havde fået forskellige personlige ting ud af landet, uden at der blev givet detaljer, og nu er de altså sat til salg.

En unavngiven ven til den græske ekskonge er i den britiske avis The Daily Telegraph citeret for at sige: »Konstantin er ikke fallit, men han har behov for penge.«

Vennen forklarer også, at dronning Margrethes svoger har ladet sig inspirere til at sælge ud efter andre store kongelige auktionsudsalg hos Christie’s, bl.a. fra hertugen af Gloucester, der er gift med danskfødte Birgitte. Hertugen solgte billeder og porcelæn for 15,5 mio. kr. ved auktionen.

Konstantin og dengang gravide Anne-Marie måtte i 1967 flygte fra Grækenland, efter at kongen havde forsøgt et modkup mod militærjuntaen.

Det unge par boede først i Rom, før de flyttede til London, hvor Konstantin, som drømte om igen at overtage den græske trone, i 1974 ved en folkeafstemning endeligt blev strippet for kronen.

Forsørger stor familie
Det har altid været et spørgsmål, hvordan den græske ekskonge, uden at have et reelt job, i kongelig stil har kunnet forsørge sig selv og sin store familie i mere end 30 år i stort hus i London.

Der har været spekuleret meget i, hvor megen hjælp Konstantin har fået af rige, kongetro skibsredere. Også i, om nu afdøde dronning Ingrid personligt af egne midler sørgede for, at hendes yngste datter, svigersønnen og Ingrids fem græske børnebørn fik dét, de som kongelige havde brug for.

Også det engelske kongehus har givet sit husholdningsbidrag. Det mener i hvert fald engelske aviser. Kong Konstantin er gudfar til prins William, nummer to i den engelske tronfølge efter sin far, prins Charles.

For fire år siden fik den nu 66-årige ekskonge ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tilkendt knap 80 mio. kr. i erstatning for det gods, der er frataget ham.