Den svenske kong Carl Gustafs påståede ex-elskerinde, Army of Lovers sangerinden Camilla Henemark, har gjort det igen.

I den svenske avis Aftonbladets lørdagsudgave står den tidligere royale elskerinde og popsanger nemlig frem med sin helt nye kæreste. Men faktisk er kæreste et forkert ord at bruge om den kontroversielle sangerinde.

Camilla Henemark har nemlig taget skridtet næsten fuldt ud, og har forlovet sig med en 20-årige svensk kvinde ved navn Amanda.

NY Camilla Henemark

Det er dog ikke funklende guldringe med kærlige indgraveringer, som pryder de to kvinders ringfingre. Ifølge Camilla Henemark har det nyforlovede nemlig måtte nøjes med at sætte en plasticring på hinandens fingre, fordi den guldsmed, parret opsøgte, ikke kunne levere varen.

- Vi fik så dårlig service, så i stedet gik vi ind på Saker og Ting og fandt et par plastikringe for bare 10 kroner. De må sidde symbolsk på fingrene, til vi får købt nogle rigtige, siger Camilla Henemark til Aftonbladet, der også kan fortælle, at citatet ledsages af et fnis fra Henemark og hendes ringforlovede.

Det umage par mødte hinanden i sidste uge på et gå-i-byen sted i Stockholm. Og inden der var gået et døgn, var de to kvinder enige om, at det skulle være dem.

- I stedet for at veje for og imod, begyndte vi vores forhold i en helt anden ånd. Vi bestemte os, fortæller Camilla Henemark.

Hun beskriver sin unge forlovede, Amanda, som en Kate Moss-type, der er vokset op i byen Solna, hvor Amanda stadig bor. Her arbejder den unge kvinde som sælger. Men hun gerne vil skifte branche og i stedet arbejde med noget socialt.

Selv om aldersforskellen på det umage par er på hele 28 år, og at 48-årige Camilla Henemark er jævnaldrende med sin forlovedes mor, går det ingen af dem på.

- Amanda er utrolig moden af sin alder. Hun er utrolig betænksom og hun nærer virkelig omsorg for mig. Hun er så meget den voksne i vores forhold, erklærer Camilla Henemark til avisen.

De to bedyrer også, at de efter en uge allerede kender hinanden så godt, at de - fuldstændig på samme måde som et ældre ægtepar kan - færdiggør hinandens sætninger.

Camilla Henemark ryddede de svenske avisforsider for knap to år siden, da hun bekræftede, at hun og den svenske kong Carl Gustaf havde haft et længerevarende forhold tilbage i 1990'erne, som det var beskrevet i bogen, "Den modvillige monark". Da forholdet stod på, var hun på højden af sin musikalske karriere, som sangerinde i det svenske band, Army of lovers. 

NY Camilla Henemark

Siden er det royale parforhold ebbet ud, og det er gået jævnt ned ad bakke med den svensk/nigerianske sangerindes karriere.

Hun har dog medvirket i den svenske udgave af Vild med dans i år, hvor hun dansede sammen med Tobias Karlsson. Parret opnåede en femteplads i konkurrencen.