Coco Beach er vokset de sidste 20 år, men stedet er stadig et perfekt lille ferieparadishjørne.
Når »nu har jeg ferie« ikke længere bare er ord, men bliver til en følelse i kroppen, ved man, at ferien for alvor har slået til.
Læs også: Filippinernes naturlige vidunder
Og den følelse kan være længe om at finde frem. For først er der pakke-overvejelserne, om hvad der skal medbringes af stort og småt, og så er der flyrejse-hurlumhejet og al den logistik, der nu er nødvendig for at nå frem.
På vej til Filippinerne er det på den sidste strækning efter fly og køretur fra Manila til Batangas og færgetrip videre, den indfinder sig – ferie-følelsen: På en lille motorbåd fra havnebyen Puerto Galera på Mindoro, der udgør midterdelen af det filippinske ø-rige, ud på det smukke turkis-farvede vand, hvor bådførereren peger frem mod en ø-runding ude i horisonten og siger: »Coco Beach.«
Men det er ikke, før båden runder øens hjørne, at resortet kommer til syne. Først med vajende flag i glade farver og en hvid sandstrand, så – når man kigger nærmere efter – ved hytter, der er bygget op ad bjergskråningerne.
De er næsten usynlige, og det er ingen tilfældighed. Kongstanken bag Coco Beach er, at stedet skal indgå som en del af lokalmiljøet, både hvad angår natur-omgivelserne og befolkningen.
De bæredygtige naturmaterialer – mestendels bambus – alt er bygget af, er hentet og købt i nærområdet, og med solpaneler er målet at være så miljøvenligt som muligt. Personalet består af folk, der enten bor i Puerto Galera, femten minutters sejlads derfra, eller på stedet som en af de såkaldte service-familier.
Når man er vel ankommet og er blevet budt velkommen med en (tiltrængt) kølig drink, står den familie, der vil tage sig af én den kommende uge, parat med et venligt smil. Og gudsketakoglov for det, for når man – som jeg – er blevet placeret i hotellets nyeste hytter, der ligger på toppen af bjergsiden, er der mange trapper op. Faktisk over tusinde, får jeg på et tidspunkt talt. Og med en kuffert på slæb er det rigeligt til at få sveden til at perle frem.
Til gengæld er udsigten alle trapperne værd. Fra værelsets lille terasse, hvor der er plads til et bord, to stole og en hængekøje, er der en af den slags udsigter over vajende palmetoppe og havet, der signalerer ro og dybe åndedrag. Lige præcis sådan som en god ferieudsigt skal være.
Efter hjælpen med bagagen, viser Jessica, konen i min servicefamilie, mig til rette på det hyggelige værelse, hvor sengen med det obligatoriske, men pyntelige, hvide moskitonet, dominerer.
Hun viser mig blandt andet, at roomservice fås ved at trække i en snor, der får en klokke til at ringe i familiens hytte ikke langt fra min. Den kan man benytte døgnet rundt. For eksempel, hvis man skulle blive skrækslagen for en edderkop på sit badeværelse midt om natten, sådan som jeg fik fortalt af en anden rejsende, at hun var blevet.
I løbet af ugen får jeg mødt de fleste af familiens medlemmer, der spænder fra manden Jesse over et par teenagere til småbørn. At arbejde på hotellet er et familieforetagende, men så er fast arbejde, boligen og børnenes skolegang også dækket. En strategi, der igen er en del af helhedstanken bag Coco Beach.
At resortet overhovedet blev til noget var mest af alt et tilfælde. I 1985 var danske Enrico Harasser, der hjemme i Glostrup havde en møbelbutik, taget til Filippinerne for at finde bambusmøbler. En dag kom han til Puerto Galera og så »en perfekt, uberørt, hvid sandstrand, – der oven i købet var til salg.«
Den danske entrepenør var ikke sen til at beslutte sig og hyrede vennen og møbelsnedkeren Modesto fra Manila til at bygge et lille resort. Siden blev der også føjet en filippinsk kone til, som i dag er medejer af Coco Beach.
Læs også: Her er verdens bedste strande
I begyndelsen var der kun to servicefamilier; i dag er der ti. De udgør grundstammen i det personale, der tager sig af turister, der kommer fra hele verden – rundt omkring lyder der brudstykker af russisk, koreansk, fransk, tysk og engelsk. Og de kommer i alle familieafskygninger; familier med hele molevitten af børn og svigerforældre, par, vennegrupper og enlige.
Én ting er, at ideen bag et resort er velmenende. Det skal også fungere som dét, det er: et feriested. Og en af mine bekymringer er, om jeg vil kunne få en hel uge til at gå på stedet. Den bliver dog mindsket, da jeg på værelset modtager den daglige Coco Beach nyhedsavis, der bekendtgør, hvilke aktiviteter stedet tilbyder den enkelte dag.
Her kan man finde tilbud fra hiking-ture op på bjerget til vulkaner og vandfald, scuba-dive-kursus, banan-kagebagning og boccia-kampe til bartender-kursus, golf-spil, kokospalme-klatring og frø-væddeløb. Noget for enhver smag, alder og sans for humor og pludselig synes ugen allerede for kort.
Den første dag står den nu ikke på andet end det svære valg, om jeg skal lægge mig ved poolen eller på stranden? (Det bliver stranden.) Om det skal være mango- eller vandmelonjuice? Med eller uden alkohol?
Og senere på dagen hvilke af stedets fire restauranter, jeg skal vælge at spise middag på: Den jævne og familievenlige? Den hyggelige italienske tæt på vandet? Den fine, Dona Lina, oppe i toppen af tårnet, der langsomt drejer rundt? Eller den diskrete oppe ad bjergsiden?
Det ender med den familievenlige, hvor jeg har fornøjelsen af et tysk par ved mit nabobord, hvor kvinden læser i en bog, der er så sjov, at hun får et højlydt grine-flip.
I løbet af ugen bliver den ellers fortrinelige strandplads udskiftet med lidt mere fysisk krævende adspredelser.
Og her tænkes der ikke på, da jeg hoppende hepper på den frø, jeg har sat penge på til et frø-løb. Det går i alt sin enkelthed ud på, at der er samlet en kasse med frøer med hver sit nummer på ryggen, hvoraf man vælger sin favorit, og når frøerne bliver frisat indenfor en cirkel af små sten, er det den frø, der først hopper ud af cirklen, der vinder.
For at begynde blødt falder valget først på »island-hopping«. Hver morgen kan man gratis sejle med ud til »dagens ø«, hvor man kan snorkle eller ligge på stranden, som man lyster. Turene går nu kun til øer, der er ret besøgte, så hvis man drømmer om en øde ø, skal man gøre, som jeg gjorde dagen efter: Hyre en båd for en hel dag, hvilket også inkluderer frokost tilberedt på stranden.
Afhængig af hvor god man er til at prutte om prisen, koster sådan en udflugt 300-400 kr. Til gengæld kan man få sin bådfører til at sejle hvorhen man vil. Og også til at ligge stille ude på vandet, så man kan snorkle. Puerto Galera er et virkeligt godt dykker-sted, også for scubadiving, og der er fantastiske koralrev og et farverigt fiskeliv at spotte. Selv i forhold til resten af Filippinerne, der ellers ikke er nærig med smukke undervandslandskaber.
Det er lige præcis de landskaber, der et par dage senere får mig til at tage et scuba-diving-kursus. Efter at have snorklet en del, vil jeg længere ned, og Coco Beach har sit eget hold af erfarne dykkere, der i hotellets dykke-center underviser og to gange om dagen sejler ud med de, der måtte ønske at scuba-dive.
For nybegyndere er der et kortvarigt teori-kursus og øvelser i svømmepølen i et så stille og roligt tempo, at det kan få selv den mest frygtsomme til at ville mere. Efter et par timer er turen kommet til at prøve at dykke i havet. Så det er på med de stramme våddragter og blybælter, ud i motorbåden og af sted.
Efter det baglæns »plop« og jeg lige har vænnet mig til det store havrum, bliver den dykkertur feriens højdepunkt. For ikke nok med at jeg ser en stribe af gigantiske søstjerner på størrelse med et hestevognshjul ligge på sandbunden, lidt efter svømmer jeg på klos hold af to store hav-skildpadder, der dog køligt ignorerer mig. Efter det er jeg hooked på den lydløse undervandsverden.
Nu kan det lyde, som om en ferie på Coco Beach er den rene action-holiday. Men er sjælen, og ikke mindst kroppen, mere doven og hedonistisk, er der rig mulighed for at tilfredsstille den side også. Efter scuba-diving bliver massage min feries yndlingstidspunkter til en grad, hvor jeg næsten må have et dagligt fix.
Og netop kyndige massage-hænder er en af de gode grunde til at rejse til et asiatisk land som Filippinerne, hvor priserne er overskuelige På de dyreste hoteller koster halvanden times massage i cirka 200 kr. Og på de billigste gade-steder eller på stranden kan man få en times massage til 40-50 kr.
Coco Beach ligger i mellemklassen, og stedet har sin egen spa-afdeling, hvor man kan få alt fra bodyscrubs med brun sukker til to timers muskel-æltende massage. Ved siden af spa’en ligger en skønhedssalon, hvor man kan få en pedicure, manicure, en nærende kur for ens soltørre hår, ansigtsrensning, eller hvad man nu lige synes man trænger til.
Det er også her, hotellets lille butik ligger, hvor man kan købe ting, man har glemt derhjemme. Men eksempel solcremerne er overraskende dyre og udvalget lille, så det er en god idé at huske med hjemmefra.
Får man endnu større købe-trang, kan man tage turen i båd over bugten til Puerto Galera, hvor man i byens små butikker kan finde fine sølvsmykker til gode priser, billigt bade- og strandtøj samt pænt, lokalt kunsthåndværk som siv-kurve og flettede armbånd.
Når dagen er ved at være omme, og man måske har overværet solnedgangen fra stranden, er der også om aftenen flere muligheder på Coco Beach.
Man kan selvfølgelig vælge roomservice og indtage sin aftensmad i ro og mag på sin terasse, men man kan også vælge mere festlige omgivelser. Flere gange om ugen spiller husorkestret på en af restauranterne og der bliver gået til den med cover-numre, der spænder fra Sade til, oh rædsel, Psy og hans »Gangnam Style«.
Er man til et vildere natteliv med proppede barer og flirtende ladyboys, kan man tage en båd og sejle ti minutter til nabobyen Sabang.
Som altid, når man hygger sig og nyder ferien, kommer afrejsedagen altid for hurtigt. Og så er det i med kufferten igen, afsked med servicefamilien og en tre timers sejl- og køretur tilbage til Manila lufthavn og en meget lang flyvetur hjem.
Og skulle man have glemt det hele en uge efter, bliver man heldigvis mindet om det. For i brevkassen ligger et postkort sendt fra den søde servicefamilie med et tak for sidst og et ønske om, at man kommer tilbage en dag.
