Madeira-vin har længe lidt under et image som sovsevin og portvinens lillebror. Men det er synd, for der er både historie, kompleksitet og velsmag i den vin, der bliver produceret på vulkanøen i Atlanterhavet. Et besøg på Madeira er derfor ikke komplet uden en vinsmagning – og en tur til høstfesten festa do vinho, hvis du er så heldig at være der i begyndelsen af september.
Det første syn, der møder en, når man nærmer sig Madeira, hvad enten det er fra vandet eller luften, er de grønne terrasser, der dækker bjergsiderne. Her klynger vinklaser sig til krogede stokke, der trodser stejle højder og den barske havluft.
For selvom bananpalmer er begyndt at brede sig på den lune sydside af øen, er vin stadig hovederhvervet på den subtropiske ø midt i Atlanterhavet. Ud af øens samlede areal på 732 km2 er omkring 400 km2 vinmarker, ofte helt små jordlodder, der tilhører en enkelt familie. Madeiras største vinproducent Blandys har kontrakt med flere hundrede vinbønder, der håndplukker druerne.
Madeiravin har været produceret siden 1500-tallet. Blandy, der i dag er verdens største og mest anerkendte producent af Madeira-vin, blev etableret i 1811 af John Blandy og er stadig på Blandy-familiens hænder. Den nuværende direktør Chris Blandy er syvende generation.
Blandys ansigt udadtil er den velbesøgte Winelodge i centrum af hovedbyen Funchal, etableret i et tidligere munkekloster. Her holdes der daglige vinsmagninger, ligesom gæster kan få adgang til et vinmuseum og ikke mindst til loftet, hvor Blandys ældste og fineste vintagevine lagres i mellem tyve og hundrede år.
Vores guide på dagens rundtur fortæller, at den særlige form for hedvin, vi i dag kender som Madeiravin, blev opdaget i den 15. århundrede.
Madeira lå på sejlruten mod Indien, og var et yndet sted at stoppe for at proviantere vand, mad og ballast i form af vin i tønder. Ifølge overleveringen vendte et skib tilbage fra Indien med en endnu fuld tønde, og da forseglingen blev brudt, opdagede man, at vinen var blevet forfinet af de vuggende bølger og ikke mindst af varmepåvirkningen fra i alt fire ture over Ækvator.
Herefter blev det almindeligt at sende vinen på langfart for at give den karakter. I dag opnås sammen kvalitet ved at udsætte vinen for en nøje overvåget opvarmning, inden den placeres på loftet, hvor temperaturen veksler mellem 30 og 37 grader alt efter årstiden.
Egetræstønderne er aldrig helt fyldte, hvilket gør, at vinen iltes og får den klassiske »Maderia-bouquet« af krydderier, ristede nødder, tørret frugt og røg. Iltningen gør desuden, at en flaske madeiravin kan holde sig i halvandet år efter åbning, hvor en portvin, der ikke er iltet under fremstillingen, ændrer karakter 4-5 dage efter åbning.
Vintagevin skal minimum lagres i tyve år, og først efter en kvalitetsprøve taget det tiende år, bliver det endeligt besluttet, om den har niveau til vintagestemplet.
Vintagevin kan dog lagres i op mod 100 år, inden den hældes på flaske, da de anvendte druers syreindhold giver en meget holdbar vin. Til gengæld anbefales det at åbne en vintagevin i god tid, inden den skal drikkes – en tommelfingerregel siger, at flasken skal stå åben en dag for hver ti år, vinen har stået i sin flaske.
At gå på opdagelse på Blandys loft er derfor som at hoppe ned i en tidslomme. På tønderne står navnet på druen og året, de er sat til lagring, og der er noget magisk ved at kigge på en tønde, hvor der står »Bual 1962«.
Luften er tør og varm, med et strejf af både sødme og syre, og det er svært ikke at gå og forestille sig, hvordan indholdet mon smager, og hvordan livet var, da druerne blev plukket.
Smagen må vi dog vente lidt med, for først går turen til det lille, men velassorterede, museum, fyldt med traditionelle redskaber.
Også her får vi en anekdote med på vejen, da guiden viser os de gedeskindssække, bønderne i gamle dage brugte til at fragte råvinen ned fra bjerget.
Turen ned ad de skovrige bjergsider kunne let tage en uge, og oftest var vinbønderne nødt til at gå i de iskolde vandingskanaler – levadaer – med kolde fødder til følge. Så var det rart at have en slurk vin at styrke sig på. Derfor var sækkene som regel kun halvt fyldte, når bonden nåede frem med en rød næse og en forklaring om, at »englene havde taget forskud på deres andel«. En henvisning til den naturlige fordampning, der sker i tønderne under lagringen, og som i daglig tale kaldes »the angel’s share«.
Endelig går turen til det afsluttende højdepunkt, selve vinsmagningen.
Fire glas er stillet frem sammen med fire flasker af den nyere vin – tre til fem år – der hører til den mest populære turistklasse: Et glas med den søde Malmsey, et glas med den halvsøde Bual, den halvtørre Verdelho og den tørre Sercial.
Har man mod på de dyrere dråber, foregår vin-smagningen ganske praktisk i Blandys vintagebar, hvor man – for egen regning – efterfølgende kan smage sig igennem de dyrere dråber.
Den ældste vin er en Bual fra 1920 til 49 euro, eller 365 gode danske kroner, glasset. Valget falder dog på en Terrantez fra 1977 til »kun« 13 euro. En eksotisk klassiker, idet terrantez-druen på grund af et særligt tyndt skind er modtagelig for råd og derfor i mange år ikke blev dyrket.
Den er dog for nylig blevet genplantet – for Madeiravinen er de senere ti år trådt ud af portvinens skygge og er blevet efterspurgt verden over. Og hvad markedet dikterer, må Madeira levere.
For som guiden afslutningsvis formaner: »En flaske om dagen holder lægen fra døren«. Et enkelt glas kan dog også gøre det – og smagen af terrantez og sommernætter anno 1977 varer længe, efter dørene til Blandys er lukket bag os.
Info: visitmadeira.pt, madeira-web.com, tap.pt, madeira-live.com og turismodeportugal.pt
