I begyndelsen af juni drog to danske piger ud på en noget anderledes rejse. På en måned skulle de på et SU-venligt budget rejse tværs gennem USA. Her fortæller de, hvordan turen gik.

Havets bølger bruser dovent ind mod kanten af promenaden i Charleston i South Carolina. Luften er, ligesom alle andre steder i det sydlige USA, tyk af fugtighed, og folk svaler sig med vifter og pruster i den overvældende varme.

Pludselig lyder der et tordenskrald af dimensioner, og kort efter åbner himlen sig og lader regn i tykke stråler plaske ned på de pæne sydstatsboliger. Folk skærmer sig mod regnen med, hvad de har i hånden, og flygter ind i læ.

Men vi skyndte os ud af bilen – direkte ud i luften, hvor himmel og hav stod i ét. Der stod vi og lod regnen afkøle vores varme, svedige kroppe, mens vi grinede euforisk til hinanden.

Et regnskyl i den kategori plejer at ødelægge en rejse for de fleste. Den gjorde kun vores bedre.

Amerikansk gæstfrihed

At et regnskyl reddede vores dag, var der en speciel grund til. Fra 6. juni til 6. juli rejste vi tværs gennem USA på et noget mere skrabet budget end de fleste. Vi ville bevise, at også fattige studerende kan få fede rejser uden at tømme kontoen.

En simpel SU plus lidt ekstra, svarende til 300 dollars om ugen, levede vi på.

Det betød, at vi af flere omgange boede i en bil eller i en lufthavn, hvilket er lig med truckerbade i stegende varme.

Det er i øvrigt heller ikke nemt at have en aircondition kørende i en bil om natten. Derfor bød vi de kølige regndråber hjerteligt velkommen. Det talte næsten som et bad.

Og missionen lykkedes. Vi har kørt, taget bussen og fløjet hele vejen fra Californien til endestationen i New York for 2.500 dollars inklusiv ophold, mad, oplevelser og transport.

Vi ville ikke gå på kompromis med vores oplevelser. Der var nogle ting, vi absolut ville, og dem måtte vi finde penge til, koste hvad det ellers ville. Og det har vi gjort.

Eksempelvis er vi virkelig træt af sandwiches med peanutbutter og fastfood, som er noget af de billigste, man kan få langs motorvejene. Vi har også oplevet søvnløse nætter i biler, busser og lufthavne, når vi ville undgå at bruge penge på hoteller. Men for vores strabadser fik vi bl.a. to gange billeje, en dag i Disney World i Florida og to dage på et værelse på det pulserende Manhattan i New York.

At rejse for få kroner har også drevet os vidt omkring og givet os nogle oplevelser, som man ikke ville få, hvis man rejste på traditionel vis. Bl.a. har vi oplevet ægte amerikansk gæstfrihed, da to vidt fremmede mennesker bød os ind i deres hjem, vaskede vores tøj, gav os mad og viste os rundt i det sydlige Californien. Mest af alt, fordi de var chokerede over, at vi rejste rundt på et dagsbudget, der ifølge deres udsagn er under det, de fleste hjemløse har til rådighed.

13 cent i overskud

Vores forældre var nervøse over vores rejse og tilbød flere gange at sende os penge til mad, transport eller hotelophold. Om morgenen, når vi vågnede ved, at sveden dryppede af os, og solen bankede ind af bilruderne, eller når vi for 117. gang på en uge indtog vores måltid på den nærmeste McDonald’s, var vi fristede til at sige ja tak og blot få en enkelt dag eller to i lidt mere luksuriøse omgivelser.

For nok får man på sådan en rejse uforglemmelige oplevelser og lærer at sætte pris på de små ting som kølende regn, men det er også hårdt.

Det er hårdt, når man har rejst en hel dag og skal tilbringe endnu en nat ude i offentligheden, fordi man for at spare penge først har et hotel dagen efter.

Det er hårdt, når man leder efter hårsprayen, der kan blænde en overfaldsmand, når man ligger i en bil om natten og synes, man kan høre nogen gå rundt i nærheden.

Og det er hårdt, når man ligger i en beskidt seng på et hostel i New Orleans med andres hashrygning i næseborene og ved, at der er kakerlakker rundt omkring en.

Det er ikke den slags, der skinner ud af billederne på Facebook. At roadtrippe på budget er ikke for sarte sjæle. Eller folk, der er glade for god hygiejne. Men vi sagde nej til pengene, uanset hvor fristede vi følte os.

Og endelig sad vi, efter fire ugers rejse, på en bar ved Times Square i New York og kunne konstatere, at vi havde nået målet med 13 cents i overskud. Der følte vi, at det var det hele værd. Også selv om vores negle nok aldrig bliver rene igen.

Hvordan vi klarede os, og hvad vi oplevede, kan man læse meget mere udførligt om på fattigpaaferie.com.

Ruten

10.000 kilometer fra Los Angeles til New York har de to danske piger rejst. 16 amerikanske stater har pigerne krydset på deres vej. Bl.a. Californien, Florida og Alabama.

  • 6.-8. juni: Los Angeles, Californien: Hollywood, kirkegårde og solnedgang på Venice Beach
  • 9. juni: Solvang, Californien: Første nat i bilen.
  • 10. juni: Pacific Coast Highway. Den over 100 miles lange tur langs Stillehavet var utrolig smuk.
  • 11.-12. juni: San Francisco, Californien: Hippie-bydelen Haight Ashbury og Golden Gate Bridge, Twin Peaks og The Castro.
  • 12.-14. juni: Orange County, Californien: En rigtig seng, mad og rent tøj hos et sødt ældre ægtepar, der lod os bo gratis.
  • 14.-17. juni: Las Vegas, Nevada: Den billige spilleby var mild ved vores pung. Det var de mange billige drinks ikke ved hovederne.
  • 17. juni: New Orleans, Louisiana: Den første nat i jazzbyen blev tilbragt i lufthavnen for at spare hoteludgifter.
  • 18.-22. juni: New Orleans, Louisiana: Voodooens oprindelsessted, Mississippi-floden og French Quarter.
  • 22.-23. juni: En natbus til 1 dollar per person førte os fra Louisiana til Florida.
  • 23.-26. juni: Orlando, Florida: Besøget i Disneyworld blev alle pengene værd, da vi blev udnævnt som Grand Marshals og var med i paraden.
  • 26. juni: Jesup, Georgia: Tidsrejse, da vi en aften langt ude på landet tunede radioen ind på den rette kanal og trillede ind foran skærmen ved en drive-in biograf.
  • 27. juni: Savannah, Georgia: I den smukke sydstatsby kiggede vi nærmere på dengang, syden arbejdede med slaver. 28. juni: Charleston, South Carolina. Et regnskyl gjorde godt efter flere dage med varme og fugt.
  • 29-30. juni: Bowling Green, Kentucky: Bad og rent tøj i Sabines lejlighed i den lille universitetsby.
  • 30. juni: Nashville, Tennessee: Countrymusik og et hurtigt kig på Musicians Hall of Fame.
  • 1. juli: Mobile, Alabama: »The Pacific«-forfatteren Eugene Sledges barndomshjem.
  • 2.-3. juli: Jacksonville, Florida: Fra syden med natbus til Washington, D.C.
  • 3.-5. juli: Washington, D.C.: Det Hvide Hus, Washington Monument, Lincoln-monumentet og fejring af den amerikanske Uafhængighedsdag.
  • 5.-6. juli: New York City, New York. Sabines fødselsdag, og at vi nåede vores budgetmål, blev fejret på Times Square. Derudover bl.a. Frihedsgudinden, Ground Zero, Central Park og John Lennons sidste hjem.