Grundlovsdag åbner Coca Cola en ny konceptbutik i Djurs Sommerland. Den bliver den første af sin slags i Norden.

T-shirts, kuglepenne, glas og retro-vækkeure. Alt sammen med det velkendte, rød-hvide Coca Cola motiv.

Nu er det ikke længere nødvendigt at rejse til USA for at få fingrene i den 128 år gamle læskedriks populære merchandise, som mange cola-entusiaster verden over samler på.

I stedet kan man nøjes med et smut til Jyllands næse, hvor Djurs Sommerland ligger. Som det første sted i Norden slår sommerlandet nemlig dørene op til en Coca Cola konceptbutik, der forhandler mere end 100 forskellige slags Coca Cola-merchandise.

Guide til sommerens nye forlystelser

Det sker på baggrund af en stor interesse for Coca Colas produkter.

"Vi oplever en efterspørgsel på Coca-Cola merchandise, og både i Danmark og internationalt er der tradition for at samle på Coca-Cola produkter. Derfor glæder vi os nu til at åbne i Danmark," siger Charlotte Van Burleigh, landechef hos Coca-Cola Danmark.

Cola i det vilde vesten

Den nye Coca Cola-butik er designet som en gammeldags amerikansk købmandsbutik og ligger i Djurs Sommerlands Western-temaland, hvor man bl.a. finder Rio Grande floden og Wild West karrusellen.

Guide til 32 indendørs badelande i Danmark

»Butikkens placering midt i vores Westernland passer godt sammen med Coca-Colas amerikanske historie. Samtidig er butikkens legende univers i tråd med den måde, vi forsøger at give vores gæster anderledes oplevelser på,« skriver Michael B. Nielsen, direktør i Djurs Sommerland, i en pressemeddelelse.