Jan E. Jørgensen, Venstres forbrugerordfører, vil ikke længere se københavnske toppolitikeres emails og kalendere. Han føler sig misforstået.

Folketingsmedlem Jan E. Jørgensen (V) ønsker ikke længere at få aktindsigt i emails og kalendere, der tilhører sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) og Rasmus Jarlov (K), Konservatives politiske leder i Borgerrepræsentationen.

»Har besluttet mig for at trække aktindsigten, da debatten om den er blevet helt og aldeles misforstået,« skriver Jan E. Jørgensen på sin Facebook-profil.

Få timer tidligere begrundede Jan E. Jørgensen, ligeledes på sin Facebook-profil, hvorfor han havde bedt om aktindsigt i Ninna Thomsen og Rasmus Jarlovs kalendere for 2011, 2012 og 2013 samt mails og anden korrespondance, som de to politikere har benyttet i forbindelse med budgetlægningen i Københavns Kommune i 2011 og 2012.

»Som nogen måske har set, så har der været lidt polemik om en anmodning om aktindsigt, som jeg har sendt. Forklaringen på min anmodning er, at der har været mange misforståelser og overdrivelser vedrørende den nye lov (offentlighedslov, red.), som jeg med min anmodning om aktindsigt havde tænkt mig at anskueliggøre,« skriver Jan E. Jørgensen og tilføjer:

»Også et par af de københavnske lokalpolitikere synes at være hoppet med på kritikken uden egentligt at sætte sig ind i, hvad lovforslaget indeholder. Min anmodning om aktindsigt er ikke chikane, men derimod et forsøg på at forklare politikerne fra Københavns Kommune, at deres ønske om at sabotere offentlighedsloven ikke giver mening. De omdiskuterede paragraffer 24 og 27 vedrører nemlig overhovedet ikke kommuner og kommunalpolitikere«.

Rasmus Jarlov (K) mener, at Jan E. Jørgensens anmodning om aktindsigt bunder i surhed over, at han og Ninna Thomsen har kritiseret den nye offentlighedslov.

»Jeg er bare nødt til at sige, at jeg finder det dybt latterligt og barnagtigt. Muligheden for aktindsigt findes for, at man kan få relevante oplysninger frem. Ikke for at folketingsmedlemmer skal rende rundt og chikanere byrådsmedlemmer, når de ikke bryder sig om kritik af et lovforslag,« sagde Rasmus Jarlov lørdag.

Jan E. Jørgensen afviser, at han er sur:

»Min anmodning om aktindsigt har intet at gøre med chikane. Jeg havde et - muligvis naivt - håb om, at jeg med min anmodning om aktindsigt pædagogisk kunne forklare dem noget om forskellene på den gamle og den nye lov,« skriver han på Facebook.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jan E. Jørgensen.