S og SF er på vej til at flygte fra egne valgløfter med nyt forsigtighedsprincip, lyder kritikken.

Socialdemokraterne og SF's nye økonomiske forsigtighedsprincip om, at pengene skal være i statskassen, før de kan bruges til andre formål, mødes med hånlig latter i regeringspartierne.

- Det er jo fantastisk, lyder den første kommentar fra politisk ordfører Carina Christensen (K).

- Det er sådan set sund fornuft, at man ikke kan bruge nogle penge, som man ikke har. Så det kan vi ikke være uenige i, fortsætter hun.

Med det nye princip kæder S og SF indtægter og udgifter sammen på en række områder.

Blandt andet skal prisen på cigaretter og usunde fødevarer hæves, før der er penge til bedre kræftbehandling. Og der skal indføres en millionærskat, inden almindelige lønmodtagere kan få et højere beskæftigelsesfradrag.

Carina Christensen mener dog, at indførelsen af forsigtighedsprincippet er et tegn på, at den røde blok er ved at få kolde fødder i forhold til "deres alt for dyre valgløfter".

- På intet tidspunkt har de sagt til vælgerne, at de her valgløfter er med forbehold. Men nu kommer der lige pludselig nogle forbehold på, så tingene kun kommer, hvis de får penge i kassen.

- Problemet for S og SF er bare, at mange af de her finansieringstiltag, kan de ikke få flertal for, Derfor er det utroværdigt, det vi har hørt på i meget lang tid, siger Carina Christensen.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vælger den ironiske distance til S og SF's forslag.

- Det siger vist alt om S-SF's økonomiske ansvarlighed, når det i morgen (mandag, red.) bliver en kæmpe nyhed, at de ikke vil bruge pengene, før de har dem, skrev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sent søndag aften på sin Facebook-profil.

/ritzau/