Dansk Folkeparti er for første gang nogensinde blevet spået til at blive større end deres borgerlige venner i Venstre i en meningsmåling. Målingen, der er foretaget for mx.dk, giver DF 23.9 procent af stemmerne, mens Venstre blot får 21.3 procent. Kristian Thulesen Dahl starter dog med at afvise den historiske måling.

- Det holder jo ikke frem til et Folketingsvalg. Målingen er lavet op til EP-valget, og der havde vi stor fremgang. Det er ikke det samme som, at vi også får så stor fremgang til et Folketingsvalg, siger han med vanlig ydmyghed.

Mere og mere tyder dermed på, at Lars Løkke Rasmussen kun bliver statsminister på grund af Dansk Folkepartis enorme fremgang.

Samtidig har den borgerlige bloks statsministerkandidat endnu engang rodet sig ud i en skandale, der har rystet Venstre, der for få måneder siden stod til at blive landets største parti ved næste folketingsvalg. Men det problem må Lars Løkke selv klare sig ud af, forklarer Kristian Thulesen Dahl.

- Min holdning er, at det er en proces, vi hverken kan eller vil blande os i. Vi må bare forholde os til det resultat, de finder frem til, siger han.

Han indrømmer dog, at han som alle andre spændt følger situationen i Venstre i øjeblikket. På tirsdag mødes hovedbestyrelsen i Venstre, og det er et skæbnesvangert møde for V-formand, Lars Løkke Rasmussen.

- Det er bestemt interessant for os, hvem Venstre har som formand. Men indtil Venstre har valgt noget andet, så er Lars Løkke formand, og det forholder vi os til, siger Thulesen Dahl.

Samtidig erkender Thulesen Dahl, at det parti, han kan komme til at gøre til regeringsparti, står med et stort problem, efter Lars Løkke er blevet kastet ud i endnu en skandale, efter det kom frem i medierne, at han har fået tøj for 152.000 kroner af Venstre.

- Det er en af hovedudfordringerne for Venstre. Han er en dygtig og dreven politiker, men samtidig bliver han rodet ind i de her sager, der sætter Venstre og ham i et dårligt lys, siger Thulesen Dahl.

Men Lars Løkkes seneste skandale får ikke den historisk succesrige DF-formand til at ryste på hånden.

- Vores kurs er, at vi placerer os der, hvor vi får mest indflydelse. Jeg vil også gerne pointere meget kraftigt, at vi ikke peger på Lars Løkke som statsminister for Lars Løkkes skyld. Min opgave er at placere os der, hvor vi får mest indflydelse, siger han.

Samtidig gør han det klart, at der er vigtigere ting på spil for Dansk Folkeparti end hvem, der styrer butikken for Venstre. 

- For vores vælgere, er det altså vigtigere, at vi får grænsekontrol, end om vi får den ene eller den anden som statsministerkandidat. De store politiske prioriteringer, vi har, er vigtigere for vores vælgere, end hvem der sidder i regering. Det er der slet ingen tvivl om, slår formanden fast.