Brænd dit tøj. Kassér dit indbo. Flyt.

Så kort og kontant var beskeden fra astmalægen, da Søren Pind efter flere års lammende sygdom endelig fik hjælp fra en speciallæge, der vidste, hvad det handlede om: Skimmelsvamp i boligen.

- Nogen gange tænker jeg på, om Vor Herre har det med at lade ting, man forsømmer, vende tilbage til en, siger Venstres udenrigsordfører, Søren Pind.

Han beskrev søndag på sin blog på berlingske.dk, hvordan han efter et sygdomshelvede gennem 12 år på grund af skimmelsvamp i boligen endelig er blevet erklæret rask og astmafri.

For 12 år siden sad han selv som bygge-og teknikborgmester i København og rystede på hovedet af de ‘gale’ mennesker, der skrev til ham om deres gener med skimmelsvamp i boligen. Nu har han lært på den hårde måde, hvad det er, de mennesker kæmper imod.

- Jeg bruger nødigt begrebet paranoid, for jeg vil ikke have, at de mennesker bliver stemplet som gale. Men ingen forstår én. Du er meget bekymret og du kan ikke snakke om andet. Det går ud over din vennekreds, som skal høre på det hele tiden. ‘Hold nu kæft med det skimmelsvamp’, siger de. Men i de første mange år kan man ikke snakke om andet.

Søren Pind vågnede morgenen efter en kanon valgsejr i 2001. Venstre gik 11 mandater frem ved kommunalvalget i København og Søren Pind havde fået det største personlige stemmetal. Han kunne bare ikke komme ud af sengen og fejre det.

- Jeg havde en voldsom hovedpine, var uendelig træt, havde udslæt over hele kroppen, en voldsom bihulebetændelse og talte usammenhængende. Jeg lå i sengen en uge, men symptomerne fortsatte, siger Søren Pind.

Han talte med forskellige speciallæger, brugte formuer på blodprøver og fik en kostplan med de særlige madvarer, han måtte spise.

Lige lidt hjalp det. Udmattelsen, hovedpinen, udslættet og bihulebetændelsen fortsatte og efterhånden udviklede han også astma og hukommelsessvigt.

Efter et par år hvor han kun fik det værre, gik han endelig til sin egen praktiserende læge og blev henvist til speciallæge i allergi, John Arnved.

Speciallægen havde straks mistanke om skimmelsvamp, der blev bekræftet af prøver.

Og så fulgte Søren Pind rådet om at kassere alt og flytte.

Det nye hus blev gennemgået af eksperter fra kælder til kvist, inden familien flyttede ind. Men eksperterne overså en membran under tagstenene. En membran, der forhindrede luften i at cirkulere i huset.

- Jeg kan godt love dig for, at da vi kom herud op mod jul, så lå vi her i stuen og græd. Vi kunne bare mærke, at der var skimmelsvamp.  Så tænker man, om man i virkeligheden er sindssyg. Om det nu ikke er mig, der er noget i vejen med. Men det var det heldigvis ikke. Det er også derfor, der er så sårende, at nogen prøver at stemple en som gal. Man kan jo ikke forsvare sig imod det.

Derfra startede kampen for at få den erstatning, som ingen nogensinde havde opnået før.

Forsikringsselskabet forsøgte at afgøre sagen ved at tilbyde at betale udgiften til reparation af et vindue til 1500 kr.

Men Søren Pind og hans - nu ekskone - er begge jurister og de valgte at tage kampen op.

De flyttede først i sommerhus og fandt derefter en lejlighed, mens de kæmpede for at få erstatning, der kunne betale den halve million, det ville koste at udbedre skaden.

Og de vandt, fordi de nidkært havde sørget for at have dokumentationen i orden.

I dag er huset renoveret, skimmelsvampen væk og samtlige Sørens symptomer er også endelig væk. Det sidste, der forsvandt, var astmamedicinen.

- Jeg har derudover også selv styrket mit immunforsvar ved at spise palæo, og fået en personlig træner, der har trænet mig intenst, så jeg nu er i en god fysisk form. Det er godt for lungerne, fordi de bliver indsnævret af astmaen. Og så har jeg sovet 8-9 timer om natten og alt det hjælper. Jeg har nu ikke længere behov for astmamedicin.

Kort tid efter at Søren Pind havde vundet sagen, skulle han til møde med daværende økonomi-og erhvervsminister, Bendt Bendtsen. Forsikringsselskaberne ville have fjernet muligheden for at få erstatning for skimmelsvamp taget ud af ejerskifteforsikringerne og det havde Bendtsen forståelse for.

- Det så Bendt og jeg så ikke helt ens på. For hvis det ikke havde været for lige præcis den passus, så havde vi aldrig fået en krone i erstatning. Heldigvis sagde min folketingsgruppe nej til forslaget, fordi der allerede var en etableret retstilstand på området.

Hvad har du lært af det her?

- Jeg glemmer aldrig det her forløb. Da jeg kom ud fra lægen og endelig var blevet erklæret astmafri og rask efter 12 år, så måtte jeg lige holde fast i trappegelænderet. Det hele kom tilbage til mig, sammen med en glæde og lettelse over, at jeg nu er rask. Nu kommer den mentale bearbejdning så.

- Jeg vil ikke have noget med skimmelsvamp at gøre mere. Jeg taler kun om det nu, fordi mange mennesker har krav på at få at vide, at det ikke er dem, der er gale.

- Jeg skylder på den konto fra den gang, hvor jeg selv var borgmester og troede disse folk måtte være gale. Ellers hader jeg at tale om det.

- Min ekskone har valgt en anden strategi. Hun er blevet advokat med speciale i skimmelsvamp og hjælper mange mennesker på den måde.

Hvad kan du som folketingspolitiker gøre for mennesker, der kan komme i samme situation som du?

- For det første har jeg i alle de tilfælde, hvor forsikringsselskaber har forsøgt at fjerne borgernes rettigheder i lovgivningen, gjort, hvad jeg kunne for at forhindre det.

- Nu står jeg frem med min historie, og så kan jeg problematisere, at man har valgt at nedlægge muligheden for at læger kan specialisere sig i allergi. Der bliver flere og flere allergikere, og det koster samfundet sindssygt mange penge. Folk aner ikke, hvad de skal stille op. Det hænger jo ikke sammen, siger Søren Pind.