Morten Østergaard kræver bedre integration efter en markant stigning i antallet af indvandrere på overførselsindkomster.

Der skal sættes bredt ind for at få stoppet den udvikling, der viser en kraftig vækst i antallet af ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), der blandt andet vil kræve mere af indvandrerne fra den dag, de ankommer.

»Det første, der skal til, er, at vi møder alle med krav og forventninger om at bidrage med det, de kan, fra første dag i Danmark,« siger Morten Østergaard til Mandag Morgen.

Men de Radikales leder mener ikke kun, at pilen peger mod modtagerne af de offentlige ydelser. Og uddelerne bliver nødt til at stramme op.

»Hvis de dårlige kommuner var lige så gode som de bedste, ville statistikkerne se markant anderledes ud. Og så må vi spørge os selv, om den måde, som vi har indrettet integrationslovgivningen og -programmerne på, nu også er den rigtige,« siger Morten Østergaard.

Analysen, som LG Insight har foretaget for Mandag Morgen, viser en vækst i antallet af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på 35 procent siden 2008. Og siden 2010 er udgifterne hertil steget med 1,9 milliarder kroner. I samme periode er udgifterne til danskere på overførselsindkomster faldet med 8,4 milliarder kroner.

»Vi er nødt til at se i øjnene, at der er for mange nydanskere i ledighedsstatistikkerne og uden for arbejdsmarkedet. Der er for få i uddannelse og for mange i kriminalitetsstatistikkerne. Vi kan stille både dem og det danske samfund bedre, hvis vi er i stand til at lave en bedre integrationsindsats,« siger Morten Østergaard.