Venstre-regeringen forslår, at flygtninge, der kommer til Danmark, ikke længere skal have krav på fem ugers ferie om året, mens de modtager offentlig forsørgelse.

Nytilkomne flygtninge og familiesammenførte skal ikke længere kunne holde fem ugers ferie om året, mens de modtager offentlig forsørgelse.

Det fremgår af et lovforslag, som udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), fremsatte fredag til førstebehandling i Folketinget.

Integrationsydelsesmodtagere vil i fremtiden ikke blive omfattet af reglerne om ret til ferie for uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere, hedder det i lovforslaget.

Flygtninge, der har fået asyl, får i dag udbetalt det samme som alle andre uden arbejde eller ret til dagpenge – nemlig kontanthjælp eller alternativt uddannelseshjælp, hvis de er under 30 år og har efter 12 måneder på offentlig forsørgelse ret til fem ugers ferie om året.

Men nu skal flygtninge - efter aftale med samtlige borgerlige partier - sættes på en lavere såkaldt integrationsydelse, og de mister retten til ferie.

»Når man lige er kommet til Danmark, så mener jeg ikke, at der bør være ret til ferie. Jeg mener ikke, at det er rimeligt, at det første, man skal, er at gå på ferie,« siger Inger Støjberg.

En afskaffelse af retten til ferie vil koste både staten og kommunerne penge, da modtagere af integrationsydelsen skal tilbydes forskellige aktiveringstilbud og danskundervisning. Det vil ifølge regeringen samlet koste 10,4 millioner kroner om året at afskaffe retten til ferie, når det er fuldt indfaset.

De Radikales udlændingeordfører, Zenia Stampe (R), kalder det trist at ville gøre livet mere surt for herboende udlændinge og frygter, at regeringens forslag vil skabe en helt ny og stor underklasse i samfundet, skriver Jyllands-Posten.