Den voksende uro i Venstre er også nået ind i partiets folketingsgruppe.

Her er en større gruppe af Venstres folketingsmedlemmer ifølge TV2s oplysninger klar til at melde offentligt ud, at de mener, der bør indkaldes til et ekstraordinært landsmøde, så der kan blive stemt om, hvem der skal være partiets formand fremover.

Ifølge TV2s oplysninger drejer det sig om 12 af Venstres medlemmer på Christiansborg, som muligvis vil komme med en skriftlig udtalelse, der vil kræve et ekstraordinært landsmøde indkaldt.

Det er uvist, hvordan eller hvornår gruppen vil gå ud med den opsigtsvækkende melding, men hvis den kommer, bliver det inden hovedbestyrelsesmødet på tirsdag - hvis Lars Løkke Rasmussen (V) altså ikke allerede inden vælger at trække sig.

Gennem de seneste dage har en række Venstre-medlemmer meldt offentligt ud, hvorvidt de står bag den nuværende formand eller ej.

Foreløbigt har mistilliden til Løkke ikke været udtalt i folketingsgruppen på Christiansborg. Her er det således kun Birthe Rønn Hornbech (V), der har udtalt sig kritisk og samtidig peget på næstformand Kristian Jensen (V) som sin favorit til at overtage formandsposten.

I løbet af weekenden har kommuneforening efter kommuneforening meddelt, at de ikke længere støtter Løkke som formand i kølvandet på sagen om hans partibetalte tøj, sko og ferierejse.

Et flertal af kommuneforeningerne står dog fortsat bag Løkke som Venstre-formand.