Efter to års eksil fra det offentlige liv, springer Søren Gade ud som direktør

En af landets største erhvervsorganisationer får ny direktør. Og tidligere forsvarsminister Søren Gade får nyt arbejde.

Efter to års frivillig eksil fra offentligheden og det traditionelle arbejdsmarked, har han sagt ja til at blive direktør i Landbrug og Fødevarer.

- Jeg har haft nok at tage mig til de sidste to år. Men det her job var for spændende til, at jeg kunne sige nej. Jeg har det sådan, at det her kan blive lige så godt som mit job som forsvarsminister, og det var det bedste job, man kunne forestille sig. Når man har det sådan, så skal man slå til. Det er virkelig et drømmejob for mig. Et job, hvor jeg håber, at kunne komme til at gøre en forskel, siger Søren Gade til Dagbladet Holstebro Struer.

Er du ikke bange for, at sagerne fra din tid som minister skal forfølge dig ind i det nye job?

- Jeg er ikke bange. Det er selvfølgelig noget, som vi har diskuteret. Men de bekymringer, må du spørge dem, der har ansat mig om.

- Dybest set skal jeg jo være embedsmand nu i en politisk organisation. Og det glæder jeg mig til. Jeg tror, at jeg har nogle ting at byde på. Jeg har prøvet at repræsentere Danmark som forsvarsminister, nu glæder jeg mig til at skulle repræsentere Landbrug og Fødevarer.

Med det nye job, skal Søren Gade på boligjagt i hovedstaden.

- Det kan ikke klares fra Holstebro. Det er ikke muligt.

Foreløbigt beholder han dog huset og adressen i Holstebro, hvor han er født og opvokset.

- Så må vi se, hvad der sker i fremtiden. Det har jeg slet ikke taget stilling til, siger Søren Gade.

Organisationen Landbrug og Fødevarer blev dannet i 2009 som resultatet af en fusion mellem Landbrugsraadet, Danske Slagterier, Dansk Svineproduktion, Dansk Landbrug med Dansk Landbrugsmedier og Dansk Landbrugsrådgivning, samt væsentlige dele af Mejeriforeningens aktiviteter.

Ifølge organisationen er det blandt andet Søren Gades poltiske fortid, som har skaffet ham jobbet.

- Ud over hans stærke personlighed og gode kommunikationsevner har han den rette baggrund til jobbet. Søren Gade er cand. oecon., hans tidligere civile job har næsten alle haft en krog ind til vores erhverv, han har indgående kendskab til politiske processer samt et godt netværk både i erhvervslivet og i den politiske verden, siger formanden for Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen.

Søren Gade har sin første arbejdsdag i landbrugsorganisationen onsdag den 9. maj.