Lene Espersen presses i e-mailsag fra sin tid som økonomi- og erhvervsminister. Selv afviser hun at have givet forkerte oplysninger til Folketinget.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) afviser at beordret - eller have kendskab til - at hendes særlige rådgiver angiveligt gav ordre om at slette e-mails om overbetalingen af privathospitalerne.

- Jeg forstår, at der er to personer som har forskellige opfattelser af forløbet. Men jeg har ikke noget at skjule, siger Lene Espersen.

Senest har Økonomi- og Erhvervsministeriet oplyst, at Lene Espersens særlige rådgiver, eller spindoktor, Morten Langager tilbage i maj sidste år gav ordre til en ansat i Økonomi- og Erhvervsministeriet om at slette mails, der vedrørte overbetaling af privatsygehuse.

Sådan opfattede embedsmanden i hvert fald selv opkaldet fra Morten Langager. Ifølge en pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet har Morten Langager fortalt, at han "ikke har nogen erindring om den omtalte telefonsamtale."

Hvis samtalen fandt sted ville det - i strid med loven - kunne have forhindret offentligheden og pressen i at få indsigt i korrespondancen med eksempelvis Sundhedsministeriet.

Embedsmanden trodsede dog i samråd med sin chef det, som blev opfattet som en ordre.

Den tidligere økonomi- og erhvervsminister afviser samtidig at have givet Folketinget forkerte oplysninger om, hvorfra hun havde oplysningen om, at der kunne spares 25 procent på betalingerne til privathospitalerne.

Oplysningen stammede fra Sundhedsministeriet, men Lene Espersen fortalte i Folketingets spørgetid, at vurderingen kom fra den konservative folketingsgruppe.

- Jeg erkender, at jeg svarede på noget andet end det, som jeg blev spurgt om, forklarer Lene Espersen i dag sit svar. Det sker med henvisning til, at det er helt almindelig at politikere ikke svarer på, hvad de bliver spurgt om.

/ritzau/