En af landets bedst kendte og længst siddende borgmestre, Erik Fabrin (V) fra Rudersdal Kommune i Nordsjælland, har brugt sin status til at skaffe både sine to børn samt sin tidligere hustru hver deres luksuslejlighed i Hellerup nord for København.

Fabrin, der er næstformand i Kommunernes Landsforening, er formand for 'Gl. Holtegaard-Bredafonden,' der ejer nogle af Storkøbenhavns mest attraktive lejelejligheder på adressen Sundvej 4-14 i Hellerup.

Som formand i fonden har Fabrin personligt sørget for, at hans to børn - Peter Fabrin og Rikke Fabrin - har fået rådighed over de mest attraktive lejligheder, øverst i ejendommen, med udsigt direkte til Sverige.

De to lejligheder på 4. sal på Sundvej 14 er på henholdsvis 135 og 120 kvadratmeter, og prisen er - beliggenheden til trods - kun på cirka 5.000 kr. om måneden.

De andre beboere i opgangen har længe set gennem fingre med, at Erik Fabrin har skaffet sine to børn de bedste lejligheder, men naboerne er nu i oprør over, at fonden - altså Erik Fabrin - har givet de øvrige beboere ordre til at rydde deres loftsrum og tørrerum for at give plads til en betydelig udvidelse af de to Fabrin-børns lejligheder, der nu skal indrettes med ekstra 61 kvadratmeter på loftet med panorama-udsigt.

De har derfor klaget til myndighederne over Fabrin-børnenes byggeplaner, men har ikke fået medhold.

Erik Fabrin selv afviser, at han giver sine børn særbehandling.

- Det er en privat ejendom, og ejerne af en privatejendom beslutter selv, hvem der skal være lejere eller have leje-lejligheder, siger han til B.T.

LÆS MERE I B.T. ONSDAG