Hvis Grønland ikke kan få større CO2-kvoter i en ny klimaaftale, vil grønlænderne forlade den danske delegation og gå sammen med ulandene, truer Landsstyret.

Det er en hypotetisk tanke, at Grønland skulle forlade den danske delegation inden klimatopmødet i december og i stedet melde sig ind i ulandenes store gruppering, G77.

Sådan ser Per Ørum Jørgensen, der er grønlands- og klimaordfører for de Konservative, på landsstyreformand Kuupik Kleists trussel om at finde nye allierede under FN-topmødet i København.

- Nu er Grønland jo hverken Uganda eller Tanzania. Man kan levende forestille sig en diskussion mellem Maldiverne, der er ved at synke i havet lige om lidt på grund af klimaforandringerne, og Grønland, der ønsker at udlede mere CO2. Det er da modsætningsfyldt, siger Per Ørum Jørgensen til Sermitsiaq.gl.

Kuupik Kleist (IA) og klimaminister Connie Hedegaard (K) har gennem nogen tid forhandlet om at finde en løsning på Grønlands ønske om at få lov at udlede mere CO2 i en ny klimaaftale. Grønland vil have mulighed for mere minedrift og for den planlagte aluminiumssmelter, som det amerikanske selskab Alcoa ønsker at anlægge på grønlandsk jord, uden at det skader økonomien i form af stramme CO2-mål.

- Det er jo åbenlyst, at G77 kan se en fordel i at have en allieret som Grønland i det her spil, og vi har et behov for at få luft for vores bekymringer om den fremtidige udvikling af den grønlandske økonomi, siger Kleist tirsdag til Information.

Grønland vil dog stadig helst nå frem til en aftale med Danmark inden topmødet, tilføjer han.

- Vi giver det en chance, og det synes jeg også, det fortjener, siger Kuupik Kleist.

Også Per Ørum Jørgensen tror på en aftale og mener, at klimatopmødet kan trække både investeringer og turisme til Grønland.

- Verdens øjne hviler jo ikke bare på Danmark, men i høj grad også på Grønland. Derfor vil en klimaskeptisk dagsorden efter min bedste overbevisning være et selvmål af dimensioner for Grønland, siger han til Sermitsiaq.gl.

/ritzau/