Helle Thorning-Schmidt får ikke stoppet Enhedslistens kritik af dagpengereformen ved at fremrykke den kommission, der skal komme med forslag til, hvordan systemet kan forbedres. Tværtimod.

Hvis statsministerens fremrykning af dagpengekommissionen skulle fungere som en form for hold kæft-bolsje til en af de argeste kritikere af dagpengereformen, så virker det ikke.

Enhedslisten mener nemlig fortsat ikke, at regeringen løser problemerne med reformen, siger gruppeformand Stine Brix (Ø).

»At fremrykke dagpengekommissionen med tre måneder løser ikke problemerne for dem, der falder ud af dagpengesystemet eller som står til at miste arbejdsmarkedsydelsen. Så det er ikke en reel løsning,« siger hun.

Socialdemokraterne har været under hård beskydning fra både egne og andre politiske rækker for ikke at gøre nok for at hjælpe de ledige, som står til at falde ud af dagpengesystemet.

Under partiets kongres lørdag har Helle Thorning-Schmidt (S) forsøgt at komme kritikerne i møde ved at bebude en fremrykning af konklusionen fra dagpengekommissionen, som skal komme med forslag til, hvordan man kan ændre dagpengesystemet.

Kommissionens betænkning skulle oprindeligt falde i 2016, men statsministeren bebuder nu, at den skal være klar til september 2015, hvorefter Socialdemokraterne vil være klar til ændringer af dagpengesystemet. Men det er slet ikke godt nok, fastslår Stine Brix.

»Vi har ikke noget imod, at man fremrykker kommissionens arbejde, det ændrer bare ikke ved, at der er et stort og akut behov for at forbedre dagpengesystemet her og nu. Dagpengekommissionen er bundet på hænder og fødder og har fået besked på, at man ikke på nogen måde kan lave forbedringer af dagpengene, uden at det betyder dagpengeforringelser andre steder. Så vi har ikke nogen forventninger til kommissionen,« siger hun.

Der blev spidset ører på den socialdemokratiske kongres i Aalborg, da Helle Thorning-Schmidt under sin tale selv kom ind på partiets akilleshæl; dagpengereformen. Mange menige socialdemokrater har svært ved at forstå, at deres parti langt hen ad vejen viderefører den politik, som det oprindeligt selv har stemt imod.

Men Enhedslisten er klar til at se på problemet ved de kommende finanslovsforhandlinger, lover Stine Brix. Finansminister Bjarne Corydon (S) har stillet SF og Enhedslisten i udsigt, at de kan få lov til at fordele 1,5 milliarder kroner til »velfærdsforbedringer«, og de bør gå til at hjælpe de mennesker, der står til at miste dagpengene, mener hun.

»Selv inden for en ramme på under to milliarder kroner er det muligt at gøre meget på det her område. Vores forslag er, at man annullerer den dagpengereform, som de borgerlige partier og de Radikale har gennemført, frem til vi får konklusionen fra dagpengekommissionen. Det har jo vist sig, at dagpengereformen har slået fuldstændig fejl, der er flere end ti gange så mange, der har mistet dagpengene, som man først forudså. Så det er oplagt at erkende, at dagpengereformen har været en katastrofe, og det eksperiment, man har gang i med mennesker, det må man stoppe,« siger Stine Brix.