Udenrigsminister Lene Espersen (K) kan ikke bortforklare sit svar i Folketinget om overbetaling af privathospitalerne med, at hun slet ikke svarede på, hvad hun blev spurgt om.

- Jeg skal beklage, at jeg ikke svarede på det jeg blev spurgt om, sagde Lene Espersen ellers tidligere i dag til et samlet pressekorps.   Men den forklaring holder ganske enkelt ikke, mener lektor i retorik på Københavns Universitet Klaus Kjøller.

Ifølge et referat bt.dk er kommet i besiddelse af, spørger SFs sundhedsordfører Jonas Dahl den 13. maj 2009 i en spørgetime Lene Espersen om følgende:

- Ministeren sagde, at det var en grundig analyse. Jeg vil bare høre. Er det en grundig analyse, der er foretaget i Sundhedsministeriet?

Her efter svarer Lene Espersen:

- Jeg udtaler mig på vegne af Det Konservative Folkeparti og som konservativ formand. Jeg vil sige, at mit synspunkt var, at vores bud var, at en generel takstnedsættelse ikke vil være en god idé, men at en gennemsnitlig nedsættelse på cirka 25 procent nok typisk efter vores skøn vil være fornuftigt. Det er ikke et udspil, der bygger på noget fakta fra Økonomi- og Erhvervsministeriet eller fra andre steder, men det er sådan noget, vi har arbejdet med i den konservative folketingsgruppe.
 
Klaus Kjøller mener ikke hun kan løbe fra dette klare svar.
 
- Hun kan altså ikke sige, at hun svarer på noget andet end spørgsmålet. Lene Espersen svarer helt tydeligt, at hun ikke har fået oplysningerne fra nogen andre end De Konservatives folketingsgruppe. Så hun svarede altså på spørgsmålet, siger han.

Klaus Kjøller undrer sig over, at hun faktisk svarede så klart på spørgsmålet på den gang. 

- Man kan sige at hun nu prøver af forplumre noget som hun har svaret meget klart på, fordi det har udviklet sig til en belastning, at hun gave dette klare svar.  Det undrer mig for hun kunne sagtens have brugt et meget uklart ordvalg den gang i stedet for totalt at afvise, at analysen kommer fra sundhedsministeriet, siger Klaus Kjøller.