Boligejernes forudsætninger bliver ikke "afgørende ændret" af sænkning af rentefradraget, lyder det fra medlem af Skattekommissionen.

Ét af medlemmerne af Skattekommissionen, Hanne Søgaard Hansen, direktør i revisionsselskabet Grant Thornton, advarer nu partierne mod ændre på kommissionens forslag om at sænke rentefradragsret fra 33 til 25 procent i perioden mellem 2012 og 2015.

- Efter vores opfattelse har vi lavet en indfasningsperiode som i høj grad tilgodeser dem, der allerede måtte have disponeret. Når man ser på den sænkning af rentefradraget, så skal man også huske, at der jo er nogle markante nedsættelser af indkomstskatten, allerede inden indfasningen begynder fra 2012. Så kommissionen har ikke drøftet andre indfasningsmodeller. Den indfasningsmodel som er lagt i rapporten gør, at boligejerne ikke kommer til at blive berørt på en måde, så deres forudsætninger bliver afgørende ændret, siger Hanne Søgaard Hansen.

Selv om Hanne Søgaard Hansen erkender, at en lille gruppe boligejere alligevel kommer til at tabe på øvelsen, så mener hun ikke, at løsningen er at kompensere denne gruppe ved at lade dem beholde de gamle regler.

- Personligt mener jeg ikke, at det er der, man skal sætte ind og lave et sådan ekstra skattesystem. Så skulle man jo i virkeligheden have flere skattesystemer kørende, siger hun.

/ritzau/