Dansk Erhverv vurderer i en ny analyse, at landets kommuner kan spare mindst tre milliarder kroner på at udlicitere.

Hvis alle de 98 danske kommuner i samme grad udliciterede lige meget, kunne man spare mellem tre og ni milliarder kroner. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv, skriver Børsen.

»Det er så stort et beløb, at kommunerne er forpligtet til at gøre noget ved det. Dels kan man spare penge, som kan gå til noget andet. Dels kan man gøre private aktører glade, ved at de kan varetage opgaverne. Det er en win/win hele vejen rundt,« siger Dansk Erhvervs direktør, Christian T. Ingemann, til avisen.

Dansk Erhverv har ifølge Børsen sammenlignet de tre bedste danske kommuner, når det kommer til udlicitering af 34 kommunale opgaver såsom vejarbejde, bygningsvedligeholdelse og ældrepleje. Det er blevet sammenlignet med gevinsten ved, at alle kommuner i samme stil sendte opgaverne ud i det private.

Det vil ifølge Dansk Erhverv kunne give ekstra udliciteringsopgaver for 64 milliarder kroner, som i dag ikke sendes i udbud.

Som eksempel bliver 42,3 procent af opgaverne i Gribskov Kommune udliciteret, mens den såkaldte udliciteringsgrad i Tønder Kommune er på blot 18,3 procent, skriver Børsen.