Drake har lige vundet 1,7 millioner dollar.

Superstjernen spillede nemlig på Jon Jones, da kongen af MMA gjorde comback i UFC efter tre år.

Og kort inde i 1. runde levede han op til favoritværdigheden, da han submittede den franske modstander Ciryl Gane med et guillotine choke.

Han tog dermed sværvægtsbæltet, der har været ledigt, siden den forsvarende mester Francis Ngannou forlod UFC på grund af utilfredshed med sin løn.

I vinderinterviewet kort efter kampen slog Joe Rogan fast, at Jon Jones nu er den bedste MMA-kæmper gennem alle tider. En påstand, som de færreste nok har indvendinger imod.

Jon Jones smider Ciryl Gane ned på måtten under den korte kamp. (AP Photo/David Becker)
Jon Jones smider Ciryl Gane ned på måtten under den korte kamp. (AP Photo/David Becker) Foto: David Becker
Vis mere

Jon Jones har tidligere domineret letsværvægtsklassen, men var gået op i sværvægt, da han tidligt søndag morgen, dansk tid, satte en tyk streg under, at han kun kan tabe til sig selv.

De ekstra kilo gjorde ham tilsyneladende kun stærkere, og den tungere modstander forhindrede ham ikke i at smide rundt med ham, inden han kvalte ham ud.

Jones har et enkelt nederlag i sin karriere fra 2009, men der er tale om en diskvalifikation på grund af ulovlige albuer mod en modstander, som han havde under kontrol.

Det har længe været vidst, at han var urørlig i letsværvægt, og efter søndag morgens totale dominans mod den fransk thaiboksningsmester er det ærligt talt svært at se, hvem der sådan rigtig skal udfordre ham i sværvægt.

Stipe Miocic er for nuværende favoritten til at udfordre den nye sværvægtsmester, der rykker op på 27 sejre og et enkelt nederlag.