Meget tyder på, at der er flere undslupne vildsvin på færde i det nordsjællandske end bare det ene, der omkring nytår blev skudt af lokale jægere. Det skriver Frederiksborg Amts Avis mandag.

- En jogger så sidste tirsdag et vildsvin midt i Gribskov. Svinet blev observeret i den centrale del af skoven nær Multebjerg i et område med moser, så vi hælder nu til den opfattelse, at der stadig kan være flere vildsvin på færde, siger vildtkonsulent Niels Worm til Fredensborg amt avis

Ud over den seneste observation tyder meget også på, at der hele tiden har været tale om to forskellige grupper af svin at dømme efter vidners bedømmelse af størrelsen på grisene.

Giv besked
- Vi har nu bedt vores egne folk om at være meget opmærksomme på, om de finder steder i skoven, hvor man kan se spor efter at svinene har rodet i jorden efter føde. Samtidig er vi meget interesserede i at få besked, hvis skovgæster ser noget til dyrene, siger Niels Worm. Skov og naturstyrelsen - Nordsjælland har tlf 4846 5600.

- Skovgæsterne behøver ikke være nervøse for dyrene. De er meget sky og vil stikke af, hvis de ser mennesker, siger Niels Worm.

Vildsvin har været uddøde i Danmark siden 1800-tallet. Nogle gange kommer svin over grænsen fra Tyskland, men de betragtes som skadevoldende vildt og nedlægges så hurtigt som muligt. Det skyldes især frygten for, at svinene skal smitte deres tamme artsfæller og dermed give problemer for den danske svineeksport. Derudover findes en indhegnet bestand på omkring 150 dyr i Tofte Skov i Lille Vildmose.

I forbindelse med tankerne om at oprette en nordsjællandsk nationalpark har det været rejst, at man bør tillade en bestand af vildsvin, men det er ikke på tapetet aktuelt.

- Som reglerne er nu, så skal de væk, siger Niels Worm.