SYDNEY: Det er nok ikke verdens kedeligste show. Men det er tæt på.
>På rad og række skridter de ind til pressemøde. USA's Dream Team III i basketball.Så går pressechefen i gang med at interviewe dem. Først de fire trænere, med Rudy Tomjanovic i spidsen, derefter alle 12 spillere.
De første 13 starter med enslydende at messe, hvor glade de er for at være i Sydney - og at de har et ungt, fysisk stærkt hold med en stærk defensiv.
Så bryder Alonzo McDyess monotomiteten ved at fortælle, hvor glad han er for, at han om en uge skal hjem og se sin kone føde.
"Det glæder jeg mig meget til. Og så skynder jeg mig at vende tilbage og få de sidste kampe med," siger han.
Medspillerne keder sig. Nogle gaber åbenlyst.
Det er ikke det Dream Team, der charmerede hele verden ved OL i Barcelona i 1992.
Her er ingen Magic Johnson, Michael Jordan, Larry Bird eller Scottie Pippen, som fouden at lege modspillerne ud af banen opførte deres eget Hollywood-show.
Et hold så magisk, at en af Magic Johnsons jugoslaviske modspillere åbenlyst gestikulerede til en medspiller på bænken, at nu skulle han tage et billede af ham i duel med den amerikanske legende.
Et veteranhold, der tog OL som en stor turistoplevelse på vejen til guldet - og alligevel vandt kampene med næsten 44 points i gennemsnit.
Dream Team II i Atlanta var knapt så stjernebesat, men gentog alligevel guld-præstationen. I 1996 var det gennemsnitlige pointoverskud dog faldet til godt 32 point.
Det er ellers ikke fordi den amerikanske NBA-liga mangler amerikanske superstjerner.
Men den største af dem, Shaquille O'Neal gider ganske enkelt ikke bruge tid på OL.
Og Grant Hill, Kobe Bryant og Tim Duncan bliver også væk - officielt på grund af skader.
Tim Hardaway er der da. Og Gary Payton, verdens bedste defensive guard. Og der er heller ikke noget i vejen med evnerne hos en spiller som centeren Alonzo Mourning.
Det e der for den sags skyld heller ikke i resten af flokken, som med en gennemsnitsalder på 26 år langt undergår deres forgængere.
Den mest farverige spiller i truppen er måske betegnende nok Vince Carter. En bhøjtflyvende dunker og en slagsbror af rang, som fik en træningskamp forleden mod det australske OL-hold til en udarte til en række nævekampe.
"Du kan kalde os The Young Dream Team," siger anføreren Jason Kid, holdets eneste hvide spiller, på et spørgsmål fra DRs medarbejder.
Heller ikke et dopingspørgsmål fra TV-2 kan få gang i løjerne.
Alonzo Mourning giver sig omhyggeligt af med at forklare, hvordan NBA-spilerne skam testes omhyggeligt for forbudte substanser, især de unge.
Han redegør dog ikke for, at NBAs dopingliste er meget kortere end IOCs.
Medtræner Larry Brown, der selv har vundet OL-guld, følger op med at fortælle, at man skam selv har testet spillerne, så de ikke kommer i konflikt med de olympiske dopingbestemmelser.
Syv spørgsmål bliver det i alt til fra salen. Så er seancen er slut.
Trods den anonyme fremtoning er Dream Team III alligevel favorit til OL-guldet.
Selvom den australske Ol-spiller Andrew Gaze har tilladt sig at pille ved amerikanernes favoritværdighed.
Cheftræner Rudy Tomjanovic med den dybe stemme, der ville have gjort ham til en perfekt ring-announcer ved VM-boksekampe i Las Vegas, skynder sig at understrege, at de øvrige nationer kommer tættere og tættere på, fordi så mange af deres bedste spillere nu spiller i NBA.
"Men vi har et meget spændende hold," siger han.
På banen, altså.
