Slagger indeholdt kun dyreknogler

De knogler, der blev fundet i anden runde af undersøgelserne af slaggebunkerne fra Vestforbrændingen i forbindelse med efterforskningen på familiedrabet i Rødovre, stammer udelukkende fra dyr. Dermed må politiet undvære de spor, de havde håbet på, til den videre opklaring af sagen om den forsvundne 36-årige Marianne Pedersen og hendes to sønner, fortalte kriminalinspektør Niels Larsen fra Hvidovre Politi i dag.

Politiet er nu helt færdige med at gennemgå de mange ton slagger fra Vestforbrændingen. Og som kriminalinspektør Niels Larsen udtrykker det, så arbejder politiet troligt videre med at finde ud af, hvad der er sket med Marianne Pedersen og hendes sønner.

Politiet frygter, at Marianne Pedersen og hendes to sønner er blevet slået ihjel af en 28-årig mand, der i øjeblikket sidder varetægtsfængslet sigtet for drab - en sigtelse han nægter sig skyldig i.

/ritzau/