SAS har indledt forhandlinger med et catalansk konsortium om frasalg af hovedaktionær posten i datterselskabet Spanair.

SAS ser endelig ud til at slippe af med det spanske datterselskab Spanair. Det skandinaviske luftfartsselskab har indledt et frasalg til catalanske investorer i et konsortium, der bliver ny hovedaktionær. SAS vil dog fortsat være en del af Spanair, idet det skandinaviske luftfartsselskab vil være storaktionær og agere som en industriel partner. Det fremgår en af pressemeddelelse fra det skandinaviske luftfartsselskab.

Det er planen, at det hele skal være på plads inden udgangen af januar, og parterne er enige om ikke at udtale sig yderligere om vilkårene for en sådan handel.

Spanair var længe sat til salg, men i sommeren 2008 valgte SAS at trække "til-salg-skiltet" tilbage, fordi der ikke havde været interessante bud. Et halvt år senere ser det nu åbenbart mere positivt ud.

I den mellemliggende periode har Spanair haft en tragisk flyulykke i Madrid, hvor 154 personer omkom.

/ritzau/