"Der er ikke menneskeknogler blandt de fundne rester i slaggebjerget fra Vestforbrændingen i Holme Olstrup i Sydsjælland. Det er udelukkende dyreknogler, der er fundet." Sådan lød den nedslående besked fra Retsmedicinerne til Hvidovre kriminalpoliti i går.

Nu har politiet så opgivet håbet om at finde knogle-resterne af den myrdede Marianne Pedersen og hendes to sønner Dennis og Brian i slaggebjergene fra Vestforbrændingen.

Bjergene er i to omgange blevet finkæmmet og nøje undersøgt af Beredskabskorpset.

"Jeg er selvfølgelig ked af, at man ikke har fundet noget, det siger sig selv," siger Martin Pedersen, 24, til B.T.

Han er stedsøn til den myrdede Marianne Pedersen og halvbror til hendes to sønner på 12 og 10 år.

"Det er jo noget skidt alt sammen, men jeg lever selvfølgelig med håbet om at de bliver fundet alligevel et eller andet sted.

Men ellers har jeg ikke rigtig lyst til at tale om det," siger Martin Pedersen.

I dagene efter Marianne og hendes børns forsvinden i juli måned forsøgte han hele tiden at kontakte dem, men forgæves.

Kriminalinspektør Niels Larsen fra Hvidovre kriminalpoliti erkender over for B.T. at håbet om at finde de jordiske rester af de dræbte nu for alvor er svundet.

"Håbet om at finde knoglerester af de tre dræbte i slaggebjergene er nu væk, det må vi desværre erkende.

Det er vi naturligvis kede af, ikke blot af efterforskningsmæssige hensyn men også af etiske hensyn overfor de dræbtes efterladte familie," siger chefen for Kriminalpolitiet i Hvidovre, kriminalinspektør Niels Larsen til B.T.

Kriminalinspektøren understreger dog at politiet ikke helt har opgivet håbet om at finde de afdøde, selv om han erkender at mulighederne efterhånden er spinkle.

Politiet mener at den sigtede Peter Lundin har nøglen til gådens løsning om de forsvundne rester af den dræbte familie.

"Vi vil naturligvis afhøre den sigtede i sagen igen og igen, om hvor han har gjort af de jordiske rester af de dræbte, det siger sig selv.

En anden mulighed vi vil forsøge er at sende politihunde på træning ud og lede på et par udvalgte steder," siger Niels Larsen.

Kriminalpolitiet i Hvidovre udelukker ikke den mulighed at de tre parterede lig er sendt på Vestforbrændingen og derefter er brændt op ved de høje varmegrader.

"Det kan meget nemt være tilfældet," siger Niels Larsen til B.T.

Den tredobbelt drabssigtede modermorder Peter Lundin sad hele dagen i går til afhøring hos Hvidovre kriminalpoliti på Bytoften i Hvidovre.

Afhøringerne af manden der har tilstået, at han parterede ligene af den lille familie, men stadig nægter at have dræbt dem, gav ingen spor at gå efter, i jagten på resterne af den myrdede familie.

De manglende knoglerester har ingen betydning for det nævningeting, der skal dømme eller frifinde den tre-dobbeltdrabssigtede Peter Lundin, hvis Statsadvokaten beslutter at rejse tiltale mod ham.

Peter Lundin blev efter afhøringerne i går kørt tilbage til varetægtsarresten i Helsingør Arrest.

Hér skal han sidde bag tremmer til den 20. september hvor fængslingsfristen over ham udløber.

Ifølge kriminalpolitiet i Hvidovre, afhører man den sigtede om hans færden omkring gerningstidspunktet, hvor Marianne og hendes sønner blev dræbt.

Politiet forsøger at lægge et tidsskema for Peter Lundins færden, ud fra hans egne forskellige forklaringer til politiet.