Danish Crown-slagterierne fyrer omkring 850 medarbejdere.

Mere end 850 ansatte på danske slagterier står snart uden arbejde efter, at Danish Crown vælger at lukke sine to slagterier i Rødding og Holstebro med henholdsvis 308 og 463 ansatte. Oven i det afskediger slageriet 90 ansatte i Esbjerg fra maj måned.

Slagterikoncernen har svært ved at skaffe grise nok til at holde slagterierne i gang - og samtidig er de plaget af svigtende salg og af at det bliver stadig dyrere at drive slagteri, meddeler direktøren.

- I første omgang har vi besluttet os for at indstille til lukning af Holstebro med mulighed for at genåbne slagteriet indenfor det første år. Det er det eneste økonomisk ansvarlige, vi kan gøre. Men vi ser med stor alvor på de betingelser, der definerer udviklingen i svineproduktionen i øjeblikket, siger administrerende direktør i Danish Crown Kjeld Johannesen.

Den seneste svinetælling peger på et yderligere fald i slagtesvineproduktionen, og den i øjeblikket meget usikre økonomiske situation får nu Danish Crown til at tage dette skridt for at sikre konkurrenceevnen.

- Vores konkurrencedygtighed i forhold til udlandet er i øjeblikket forbedret i forhold til det pres, vi var udsat for sidste år. Vi mærker de forbedrede afsætningsmuligheder på attraktive markeder som Japan, Australien, Kina og USA, men med faldende produktion af slagtesvin i Danmark er det tvingende nødvendigt at være et skridt foran, når det handler om at tilpasse omkostningerne, hvis vi skal kunne operere på et internationalt marked, siger Kjeld Johannesen, som peger på, at dette er et af flere tiltag for at løfte konkurrencedygtigheden i Danish Crown i den kommende tid.

En del af produktionen i Rødding flyttes til afdelingen i Esbjerg, og her fra udflages en del af produktionen til Tyskland. Det betyder, at Danish Crown forventer at kunne bevare ca. en fjerdedel af de berørte arbejdspladser.