De sidste 430 medarbejdere i Sterling får nu en fyreseddel. Lønmodtagernes Garantifond er klar til at behandle sager, så medarbejderne kan få løn.

Trods udsigten til en fyreseddel for de 430 medarbejdere i resterne af Sterling, er de stadig sikret løn. Lønmodtagernes Garantifond (LG) står klar med en pose penge i netop den slags situationer. Fonden er finansieret af de private arbejdsgivere, og fyrede medarbejdere kan ansøge om tabt løn i forbindelse med konkurser.

- Vi er klar, så medarbejderne kan få behandlet deres ansøgninger så hurtigt som muligt. Det plejer at foregå gennem fagforeningen, der sørger for at indsamle de nødvendige oplysninger, forklarer Morgens Højland, kundechef i LG, til Ritzau.

HK/Privat Luftfart vil allerede fredag mødes med de 31 medlemmer, der alligevel ikke kunne beholde jobbet.

Kuratorerne for konkursboet har ellers forsøgt at finde en køber til dele af Sterling, men kapitalfonden Axcel trak sig torsdag, og dermed er det forbi.

LG dækker som hovedregel løn i opsigelsesperioden - men maksimalt 110.000 kroner.

/ritzau/