Etik er ligegyldigt for Industriens Pension, når de forsvarer investeringer i klyngebomber med, at de ikke er lovstridige, mener lektor Steen Vallentin.

Så længe det er lovligt, er det i orden. Sådan tolker Steen Vallentin - lektor i ledelse ved Handelshøjskolen i København - udmeldingen fra Industriens Pension, hvor administrerende direktør Erik Adolphsen har udtalt, at han sagtens kan leve med investeringer i klyngebomber, hvis det er lovligt ifølge politikerne.

- Det er det samme som at sige, at etiske retningslinjer er ligegyldige for virksomheden, og at man ikke arbejder seriøst med det, siger Steen Vallentin til Ritzau.

Han vurderer, at etik er et nedprioriteret emne for pensionskasserne. Bestyrelsesformand i Industriens Penison Børge Frederiksen var slet ikke klar over investeringerne i klyngebomber og andre våben.

- Det viser først og fremmest, at pensionskasserne ikke er særligt optagede af denne problemstilling, og at man ikke har en afklaret politik i forhold til det, siger Steen Vallentin.

/ritzau/