Legos topchef, Jørgen Vig Knudstorp, tager nu bladet fra munden og sætter for første gang tal på de arbejdspladser, Lego arbejder på at flytte fra Billund, skriver dagbladet Børsen.

Lego undersøger muligheden for at udflytte 500-600 arbejdspladser eller hver anden stilling i Legoproduktionen i byen, bekræfter topchefen.

I et åbenhjertigt interview fortæller han, at produktionen i stedet kan ende i Østeuropa og Nordamerika, hvor Lego forhandler med eksterne leverandører. Jørgen Vig Knudstorp understreger, at der ikke er taget en beslutning - endnu.

- Men det er det, vi ser på. Vi har en kæmpe udviklings- og markedsafdeling med 1000 ansatte, som vi ikke flytter. Vi er også nødt til at bevare strategiske kompetencer i produktionen i Billund. Men halvdelen af vores inhouse-produktion er i farezonen, for her ser vi på en udflytning, siger han til Børsen.