Asger Jensby afviser fakturafusk i skattesag, og giver udtryk for, at der må være tale om identitetstyveri.

Asger Jensby stiller sig helt uforstående over for de anklager om skattefusk, som IT Factory-medejeren er havnet i med sit firma JMI Invest. Asger Jensby bedyrer først og fremmest, at han ikke kender til substansen i sagen, og han forsvarer sig med, at der er nogen, som har udgivet sig for at være ham.

- Den orientering jeg har fået indikerer for mig, at der er nogen, der har stjålet identiteten. Dels for min kone, og dels for min virksomhed Troja Private Equity, siger Asger Jensby til TV 2.

Asger Jensby tilføjer, at skattevæsnet har bedt ham om at henvende sig til politiet, hvis han vil vide mere om sin skattesag.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten går sagen ud på, at Asger Jensby angiveligt har udstedt fakturaer til JMI Invest og ladet store beløb udbetale til sig selv, uden at oplyse det til skattevæsnet. En sag som i yderste konsekvens kan koste otte års fængsel for grov skatteunddragelse.

Skattesagen kan samtidig være gift for de forhandlinger som Jensby i øjeblikket fører med kreditorerne for at redde JMI Invest oven på konkursen i IT Factory. Kommunikationsrådgiver Erik Ove er dog fortsat positiv på vegne af JMI Invest.

/ritzau/