Copenhagen Jazz Festival flytter ind i Zoologisk Have, hvor dyrenes vilde aktiviteter i ni dage bliver akkompagneret af musik.

De gennemtrængende, høje lyde fra en udendørs operakoncert i Søndermarken slog for 12 år siden en okapi ihjel.

Det følsomme giraf-dyr døde simpelt hen af stress, da operasangeren Tina Kiberg skruede op for stemmepragten.

Swingende jazz-musik rummer forhåbentlig ikke så høje og vedvarende toner, for i perioden 4. til 13. juli rykker Copenhagen Jazz Festival indenfor i haven på Valby Bakke.

Scroll ned og læs mere

Navne som Jan Kaspersen, Jesper Thilo, Wonderbrass og Christina von Bülow Trio spiller op for både zoos gæster og de faste beboere, der som bekendt tæller alt fra frøer og edderkopper til store kattedyr og elefanter.

Allerede sidste år lagde jazz-festivalen musikalske aktiviteter indenfor hos dyrene, og de vildeste konsekvenser var et par brøl fra de store katte.