Industriens produktion fortsætter kraftigt fald. Den er nu nede på det laveste niveau siden februar 2005.

Industriproduktionen faldt 2,7 procent fra januar til februar. Produktionen er nu nede på det laveste niveau siden februar 2005, viser seneste tal fra Danmarks Statistik.

Over en tremåneders periode er produktionen faldet med 5,8 procent fra september-november til december-februar. Selv om tallene tegner et billede af en industri under voldsomt pres, så er Danske Banks cheføkonom Steen Bocian ikke helt i kulkælderen.

- De internationale industriindikatorer for marts antyder, at når vi nærmer os sommeren, så vil produktionen atter begynde at udvikle sig mere gunstigt globalt - og det vil naturligvis også komme dansk industri til gavn. Men på den korte bane skal vi nok indstille os på endnu et par måneder med faldende produktion inden udviklingen bedres, siger han.

Det største fald i produktionen fra januar til februar var på 4,5 procent og fandt sted i fremstillingen af ikke-varige forbrugsgoder.

/ritzau/