Hunzvi opfordrer tilhængere til at indstille volden

Lederen af Zimbabwes krigsveteraner Chenjerai Hitler Hunzvi opfordrer sine tilhængere til at stoppe volden på de hvide jordejeres ejendomme.

- Al vold skal stoppes. Veteranerne vil blive på ejendommene, men de vil ikke blande sig i arbejdet, sagde Hunzvi ved en pressekonference efter et møde med de kommercielle jordejeres forening CFU.

Hunzvis udtalelser faldt på andendagen af de forhandlinger, der er kommet i stand mellem de såkaldte krigsveteraner og de hvide jordejere og i kølvandet på den britiske regerings krav om, at volden i Zimbabwe skal indstilles, inden Storbritannien vil yde hjælp til en jordreform i landet.

/ritzau/Reuter