De kontoransatte i landets 98 kommuner kommer nu til at få større lønstigninger end kollegerne i det private. Et godt forlig, mener formanden for HK/Kommunal.

Der er lagt op til rigtig gode lønstigninger for 45.000 kontoransatte i landets kommuner efter nattens forlig mellem Kommunernes Landsforening (KL) og forhandlingsfællesskabet KTO. Forliget vil give 12,8 procent ekstra de næste tre år, og da HK/Kommunal allerede har skrevet under på en aftale om de særlige vilkår for de kontoransatte, er organisationens formand Bodil Otto godt tilfreds.

- De to forlig tilsammen ser rigtig gode ud, siger hun.

KTO sagde ellers nej til 12,8 procent torsdag aften, men ved at ændre nogle tekniske detaljer har organisationerne nu sagt ja.

- Den særlige feriegodtgørelse forhøjes fra 1,5 til 1,95 procent. Det indgår ikke i sammenligningen med lønudviklingen på det private område. På den måde får vi en ekstraordinær lønstigning i forhold til det private arbejdsmarked. Det var netop det, vi ville, siger Bodil Otto. /ritzau/