Aftalen om lønnedgang for HK'erne i SAS Ground Service møder hård kritik fra andre forbund. HK undergraver egne overenskomster, lyder kritikken.

HK medvirker til løndumping for sine egen medlemmer.

Sådan lyder den kontante kritik fra formanden for luftfartsfunktionærerne (LFF) i SAS, Nicolas E. Fischer. Den kommer efter at 150 HK'ere i SAS Ground Service (SGS) - der håndterer bagage og check in - har accepteret at gå syv procent ned i løn for at forhindre, at konkurrenterne Novia og Servisair overtager kontrakter fra SAS i Københavns Lufthavn.

- Det er HK's egne dårlige overenskomster i Novia og Servisair, der presser de ansatte i SAS til at gå ned i løn. Jeg kan ikke forstå, at HK kan acceptere, at deres medlemmer ikke får lige løn for lige arbejde, siger Nicolas E. Fischer til Ritzau.

/ritzau/