Grønlændernes berømte gæstfrihed gælder ikke de danske Greenpeaceaktivister, som er på vej til Thule-basen for at aktionere mod USAs raketskjold. »Bliv væk,« lyder det fra mange af grønlænderne, som ikke har glemt organisationens anti-sælskind-kampagne.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Da Greenpeaces slagskib, Arctic Sunrise, ankom til Nuuk endte det da også i den omvendte verden.

Her var det Greenpeace, som meldte nogle af de lokale for at aktionere!

Fire unge mænd, formummet bag solbriller, kastede æg og sort maling mod skibets skrog, og hærværket har Greenpeace nu anmeldt til politiet i Nuuk.

På kajen i Nuuk blev de danske Greenpeace-aktivister mødt med protestråb, og en enkelt fritidsfanger blokerede i halvanden time - i sin lille jolle - for Artic Sunrise.

Herefter opgav David dog kampen mod Goliath.

Grønlands landsstyreformand, Jonathan Motzfeldt, er alt andet end begejstret for Greenpeace.

»De kan rette deres protester mod USA eller verdens slyngelstater. De skal ikke komme her,« lyder det fra landsstyreformanden, som i øjeblikket holder ferie i Julianehåb.

En af de lokale fangere, Didrik Petersen, siger til Grønlands Radio:

»Jeg er enig med vores landsstyreformand. Deres besynderlige tur til Grønland betyder intet for os. De vil protestere mod USA, men hvis de vil demonstrere mod amerikanerne, kan de gøre det der ovre,« siger han.

Op mod 500 grønlændere tog imod tilbuddet om at besøge Artic Sunrise, da de holdt åbent hus ved kajen i Nuuk. Og ikke alle var negative. Ifølge talsmanden for Greenpeace, Dan Hindsgaul, udtrykte mange af de lokale tilfredshed med aktionen mod missilskjoldsplanerne.

Arctic Sunrise er nu sejlet fra Nuuk med kurs mod Sisimiut og Ilulissat, inden skibet efter planen omkring den 1. august når til Thulebasen.

Her står 50 danske betjente klar, hvis Greenpeace-aktivisterne - som forventet - vil forsøge at trænge ind på basens lukkede område. På forhånd har Greenpeace bebudet »spektakulære« aktioner.