Carrefour vil ikke have danske varer på hylderne i Emiraterne, selv om andre butikker har valgt at bryde boykotten.

Tilsyneladende er det den franske supermarked-gigant Carrefour, der fører an i boykotten mod danske varer i De Forenede Arabiske Emirater.

Ifølge avisen Khaleej Times tirsdag har Carrefour sammen med andre ledende supermarkeder i Emiraterne besluttet fortsat at holde de danske varer væk, selv om de danske mejeriprodukter er på vej tilbage til en række andre butikker i den arabiske Golf-stat.

Arla-selskabet oplyser til avisen, at det er opmærksom på, at en ophævelse af boykotten har været drøftet for nylig på et møde i Bahrain for muslimske lærde, og den danske mejerivirksomhed vil nu forsøge at få opklaret, hvor langt man er nået i den retning.

Direktøren for Arla i Emiraterne, Jacob Mikkelsen, citeres for at sige, at Carrefour og andre supermarkeder holder fast i boykotten, selv om det er lykkedes at få den danske mejerivirksomheds varer tilbage på hylderne i en række butikker i De Forenede Arabiske Emirater.

/ritzau/