Dagens leder 7/7: »Det med den direkte beskatningsret vil afgjort være et plus, selvom det jo nok er en af de ideer, der bliver sværest at sælge i indkomstskattehærgede lande som Danmark og Sverige.«
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Dette bliver en forfatning, der kan holde de næste 50 år,« forkyndte den tidligere franske præsident, Valery Giscard d'Estaing, da han som formand for EUs forfatningskonvent i sidste måned stolt præsenterede Europa for udkastet til den kommende EU-grundlov.Et par uger senere gav det britiske økonomisk-politiske magasin The Economist sin vurdering af udkastet. Den traktat er lige til papirkurven, lød dommen. Et stort foto af en papirkurv på magasinets forside gav selv analfabeter en chance for at fange budskabet.
Nu har Giscard d'Estaings næstformand i konventet, den tidligere belgiske ministerpræsident Jean Luc Dehaene også meldt sig i diskussionen om den nye forfatningstraktat. At sende den i papirkurven vil han øjensynligt ikke være med til. Trods alt. Men nogen lang levetid spår han den ikke.
»Den traktat holder ikke i 50, højst en to-tre år,« forkyndte han i sidste uge. »Senest i 2006 må vi i gang med at lave en ny.« Der er i det mindste to problemer i Giscard d'Estaings mesterstykke, EU ikke kan leve med, spår han:
For det første må EU have ret til direkte skatteudskrivning for at kunne skaffe sig et budgetgrundlag, der er helt EUs eget. En sådan direkte beskatningsret er ikke med i traktatudkastet.
For det andet går det ikke i en union med 25 - og snart måske endnu flere - medlemsstater at fastholde den nuværende regel om, at nye traktater kræver godkendelse i alle lande.
Der skal måske endda være områder af EUs forfatning, som kan ændres helt uden at indhente medlemsstaternes direkte tilslutning, blot ændringen vedtages af EU-Parlamentet og Ministerrådet i Bruxelles.
Det med den direkte beskatningsret vil afgjort være et plus, selvom det jo nok er en af de ideer, der bliver sværest at sælge i indkomstskattehærgede lande som Danmark og Sverige. Det er ganske klart en fordel, at hver enkelt skatteyder kan se, hvad det fælles foretagende koster hende eller ham.
I modsætning til nu, hvor den side af sagen primært ordnes indirekte ved kontingenter fra medlemmernes statskasser. Det vil - forhåbentlig - gøre hele systemet mere ansvarligt og mere bevidst om det fråds, de fiflerier og den direkte korruption, der i stigende grad har ædt sig ind i EU-bureaukratiet. Det vil først og sidst skabe et fælles referencepunkt for EU-parlamentarikerne og deres vælgere.
Til syvende og sidst er retten til skatteudskrivning og ansvaret for pengenes anvendelse det parlamentariske demokratis rygrad. Uden denne ret og uden dette ansvar vil EU-Parlamentet næppe for alvor kunne blive »et rigtigt parlament«, for nu at bruge Ritt Bjerregaards klassiske vending.
Det er sværere at se det demokratiske plus i en procedure for traktatændringer, der kobler medlemsstaterne ud. Det må vist snarest siges at være et bureaukratisk plus: en lettelse af vejen til endnu mere magtcentralisering. Så hellere - langt hellere - en fælles europæisk folkeafstemning.
Nu er der jo et stykke tid endnu til, at den slags ideer for alvor kommer på bordet - skønt ingen kan vide sig helt sikker på, hvordan det går til efteråret, når Giscard d'Estaings udkast kommer til endelig behandling ved en regeringskonference med den italienske multimediekunstner Silvio Berlusconi i formandsstolen.
Hvilke rumlerier, som Dehaenes forslag derimod allerede nu burde give anledning til, er en ny selvransagelse hos vor egen regering m.h.t. dens idé om at udskyde folkeafstemningerne om de danske undtagelser til efter vedtagelsen af den nye EU-grundlov.
Det er af mange grunde en forrykt idé. Men den har haft det ene argument for sig, at med den nye grundlov i havn ved vi alle sammen, hvad det er for et EU, der bliver fremtidens. Det er ikke så sikkert med en grundlov, der allerede nu spås den omtrent lige vej til papirkurven.
