Den meget høje danske registreringsafgift af nye biler er forenelig med EF-traktaten, fastslår EF-Domstolen i dag. I Danmark findes ingen produktion af motorkøretøjer, og derfor har registreringsafgiften "ingen diskriminerende eller beskyttende virkning", hedder det i en pressemeddelelse fra domstolen.

Sagen ved EF-Domstolen var rejst af brancheforeningen De Danske Bilimportører mod Skatteministeriet med påstand om, at bilregistreringsafgiften er så høj, at den udgør en ulovlig handelshindring.

EF-Domstolen fastslår i sin afgørelse, at den danske bilregistreringsafgift "klart" er af "fiskal" karakter og ikke opkræves, fordi køretøjet føres over grænsen, men i forbindelse med dets første registrering i Danmark.

/ritzau/