Jarl Samuelsson stopper som adm. direktør i DSBFirst. Det sker efter, at selskabet har fået katastrofal start som ny operatør på Kystbanen.

Blot fem uger efter, at DSB-selskabet DSBFirst overtog togkørslen på Kystbanen mellem Helsingør og København, forlader adm. direktør Jarl Samuelsson sit job.

- Jarl har frivilligt valgt at træde tilbage af personlige årsager, lyder det kortfattet fra kommunikationsansvarlig hos DSBFirst Morten Tjerrild.

Opsigelsen kommer efter, at det ny selskab, som DSB ejer 70 procent af, er kommet helt skævt fra start. Inden DSBFirst satte sig på togdriften i Øresundsregionen, var selvtilliden stor. Det nye selskab kunne skaffe mange flere tog til tiden, hed det. Sådan er det ikke gået.

Blot 85,6 procent af togene mellem København og Helsingør fulgte køreplanen i januar. Det er lang fra målet på 92 procent. Mellem København og Malmø har passagererne i endnu højere grad ventet på toget. Her kørte blot 81,8 procent af togene til tiden, hvilket altså er milevidt fra målet på 92 procent.

Morten Tjerrild vil ikke sige, at katastrofestarten har kostet direktøren sit job.

- Det har jeg ingen kommentarer til. Det er Jarls beslutning, siger han.

/ritzau/