PFA-sagens Rasmus Trads får sig en alvorlig overraskelse, når han i aften sætter sig foran skærmen - for at se TV2s dokumentar-program om Rasmus Trads. Her fortæller hans tidligere chef uden større omsvøb, hvorfor Trads i 1992 blev fyret som direktør for AP Pension.

Daværende bestyrelsesmedlem i AP, Svend Erik Jørgensen siger bl.a., at Trads forfulgte sine personlige mål langt mere end firmaets mål.

At han handlede pr. følelse og intuition, men uden den sunde fornuft:

"Trads blev fyret, fordi han havde svært ved at holde sig til de mandater, han fik udstukket af bestyrelsen.

Han ville bl.a. satse en tredjedel af firmaets kapital på eet byggeri. Det var ikke ansvarligt", siger Svend Erik Jørgensen, som ikke mere sidder i pensionsselskabets bestyrelse.

Ifølge B.T.s oplysninger er Jørgensen ikke den eneste, som i aften giver Trads det glatte lag i det TV-portræt, som har været syv måneder under vejs.

Lige siden PFA-sagens start i november sidste år har Rasmus Trads ganske frivilligt haft et TV-hold fra Nordisk Film i hælene.

Gennem hele forløbet har Nordisk Film konsekvent nægtet, at der var store samarbejds-problemer med Trads.

Men netop her i slutfasen erkender kilder tæt på produktionen dog, at problemerne blev næsten uoverstigelige. Bl.a. måtte portræt-udsendelsens bærende interview laves om så sent som i sidste uge.

Ifølge B.T.s oplysninger havde Trads ganske enkelt optrådt for aggressivt i interviewets første udgave.

Samtidig har det været svært for TV2 at få en lang række relevante personer til at udtale sig om Trads.

Hverken hans kone, hans tidligere elskerinde eller repræsentanter for PFA deltager i det ambitiøse program.

Det var heller ikke meningen, at hverken tidligere eller nuværende medarbejdere eller bestyrelsesmedlemmer hos AP Pension skulle deltage. Selskabets nuværende ledelse havde på forhånd sendt en fax ud til en række enkeltpersoner, hvor de i realiteten blev beordret til ikke at medvirke.

Det er netop dette forsøg på at begrænse den personlige ytringsfrihed, som Svend Erik Jørgensen gør op med i aften. Han træder frem og siger tingene, som de var.

En sandhed, som Rasmus Trads angiveligt nægter at svare på i aftenens kontroversielle TV-portræt.