Rigtig mange af os nyder at hygge sig med et glas vin eller to - endda med god samvittighed, fordi sundheds-eksperterne ligefrem mener, det kan være sundt for hjertet. Men en ny undersøgelse kaster nu en smule grums i vinglasset.

Et nyt videnskabeligt studie hævder således, at vi bare ved at drikke et enkelt glas vin om dagen risikerer at få for mange metalrester ind i kroppen - stoffer, som kan øge risikoen for kræft, hjerte-karsygdom og Parkinsons sygdom.

Det drejer sig om for høje koncentrationer af metaller som kobber, zink og nikkel.

Ungarsk vin værst
De største koncentrationer af metaller er blevet fundet i vin fra Ungarn og Slovakiet, viser undersøgelsen fra Kingston Universitet i London. Her har forskere anvendt en ny teknik, udviklet af forskerkolleger i USA, til måling af risikoen over en årrække.

Lederen af undersøgelsen, professor Declan Naughton, hvis analyser fremlægges i det ansete videnskabstidsskrift Chemistry Central Journal, er bekymret over de store metalkoncentrationer i vin fra flere lande:

Kan give Parkinsons
- Et for stort indtag af metal-ioner er årsag til sygdomme som bl.a. Parkinsons. Udover de neurologiske problemer kan metal-ionerne også forstærke iltskaderne i kroppen - en vigtig faktor i forbindelse med de kroniske betændelses-tilstande, der kan forårsage kræft, siger professoren til den britiske avis Daily Mail.

Forskerne har grundigt analyseret vine fra 16 lande.

Metallerne forekommer naturligt i jordbunden og optages gennem vinplanternes rødder.

Både i rød- og hvidvin
Forskerne fandt i mange vine foruroligende høje koncentrationer af kobbber, nikkel, zink, krom, mangan i både røde og hvide vine.

Koncentrationen af det specielt farlige bly var dog under det farlige niveau.