Franske Carrefour afviser have givet ordrer til at fjerne danske varer fra mellemøstlige varehuse.

Den store franske varehuskæde Carrefour afviste torsdag aften, at den har besluttet at fjerne danske varer fra kædens varehuse. Men samtidig indrømmede Carrefour, at nogle mellemøstlige afdelinger har fjernet danske varer af frygt for muslimske reaktioner, skrev det franske nyhedsbureau AFP.

Frankrigs udenrigsminister, Philippe Douste-Blazy, har klaget til Carrefour over rapporter om, at visse varehuse er blevet tømt for danske produkter på linje med andre butikker i Mellemøsten i protest mod Muhammed-tegningerne.

Carrefour sagde, at det "ikke har givet instruktioner" om at trække danske varer tilbage, men at direktører for nogle varehuse, der drives af "Carrefours partnere i Mellemøsten", vurderede, at det var nødvendigt at tilbagetrække danske varer, fordi de var "under pres fra lokale myndigheder og befolkninger".

Douste-Blazy skrev onsdag til Carrefours øverste chef, Jose Luis Duran, og beklagede, at Carrefour ikke "opretholder den solidaritet, der naturligt bør være blandt europæiske partnere".

I Mellemøsten har Carrefour varehuse i Egypten, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Oman og Qatar.

/ritzau/