Computerormen Bagle.A, som søndag begyndte at husere i danske computere via e-mails, får ikke de røde advarselslamper til at blinke hos sikkerhedschef Preben Andersen i it-sikkerhedsorganisationen DK-Cert.

- Ormen er ikke blevet mere udbredt i forhold til i går, og vi anser den ikke for at være af stor betydning, siger Preben Andersen tirsdag til Ritzau.

For Danmark lyder meldingen, at blot 3,6 procent af mailen er inficeret med ormen, der reelt er en hybrid mellem en orm og en virus. På verdensplan har ormen en fjerdeplads i forhold til andre orme, og ifølge Preben Andersen er det ikke særlig foruroligende.

Ormen Bagle.A spreder sig via computerens adressebog, hvor den finder nye "ofre" og spreder sig ved at sende sig videre til dem. - Ormens formål er at sprede sig, at vise, at den kan. Bagle.A har ingen onde formål ellers ifølge vores meldinger, siger Preben Andersen.

Og derfor er kuren mod ormen forholdsvis simpel: Man kan klare sig ved at opdatere sit virusprogram. Samtidig kan der sættes en præcis dato for ormens hærgen, idet den er programmeret til at slutte sit aktive liv den 28. januar.

/ritzau/