Topledelsen i 3F skal fremover lade eksterne honorarer lande i forbundets kasse. Samlet bliver der tale om et beløb på omkring 1,5 millioner kroner.

3F's kongres har besluttet, at forbundsledelsen og forbundets andre valgte og ansatte fremover bliver modregnet i deres løn, når de får udbetalt honorarer for eksempelvis eksternt bestyrelsesarbejde, der er en følge af 3F-hvervet, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Det betyder, at kongressen har inddraget beløb fra nogle få tusinde kroner til op mod 330.000 kroner for de tillidsvalgte i forbundets daglige ledelse. Samlet bliver der tale om modregning af knap 1,5 millioner kroner, som 3F-ledelsen altså må vinke farvel til.

Forslaget blev vedtaget med 468 stemmer for og 393 imod. 3F er ikke det første fagforbund, som vælger at modregne honorarer for eksterne bestyrelsesposter. FOA gjorde det allerede i 2004, hvor man besluttede at pengene fra den slags skulle tilfalde forbundskassen.

/ritzau/