Onsdag åbner Danmarks næststørste festival – Danmarks Smukkeste, som den kaldes - portene for 32. gang.

Med et overflødighedshorn af et program, hvor udtrykket ”noget for enhver smag” vitterlig ikke blot er et andet udtryk for at springe over, hvor gærdet er lavest.

- Vi skal være Danmarks førende leverandør af fest, fis og ballade – samlet i det overflødighedshorn af underholdning og Anti-dagligdag, som vi er stolte af at kalde Danmarks smukkeste festival, lyder festivalens programerklæring.

Så er dét vist sagt. Men med en vis Ozzy Osbournes evindelige mantra kan jeg da lige tilføje:

- Let’s go fuckin’ crazy!

Hér er ti navne du i hvert fald skal høre på dette års festival I Skanderborg:

OZZY OSBOURNE, Bøgescenerne, torsdag kl. 21.30.:


En sand legende og tilmed én af slagsen, som meldes i storform efter sidste weekends optræden på den gigantiske Wacken Festival i Tyskland i sidste uge. Kald ham ”The Prince Of Darkness”, kald ham en klovn eller kald ham en derangeret skovtrold i dagens anledning. Det hele er noget bavl alligevel. Næ, kald ham bare Ozzy og ”bark at the moon” med ærefrygt i stemmen over det faktum, at John Michael ”Ozzy” Osbourne sammen med Black Sabbath opfandt Heavy Metal for 41 år siden!


 TOM JONES, Bøgescenerne, søndag kl. 17.45.:

Selv om Thomas Woodward Jones fra Wales ikke længere havde stemme tilbage, ville mandens erfaring og utvungne charme på scenen alligevel kunne få enhver festival til at feste igennem. Men den 71-årige crooner har i høj grad bevaret ”The Voice” (ét af hans talrige tilnavne), og det KAN ganske enkelt ikke gå galt, når han rammer Skanderborg med en sangskat, der spænder over fem årtier.


JOHNNY MADSEN, Bøgescenerne, onsdag 17.30.:

Madsen har gen-rekrutteret pianist Martin Jønsson, og det vil blot få boogietoget til at bruse fremad med yderligere kraft, når Danmarks bedste traditionelle rock’n’roll band rammer scenen i Skanderborg.


TINA DICKOW, Rytmehans, fredag kl. 21.30.:

En afslappende stund i selskab med gode sange og gennemført musikalitet? Ja, det skal jo til ind imellem.


SORT SOL, Rytmehans, fredag 23.30.:

Én sol man kan stole på – selv i denne sommer. Sort Sols genforeningsturné i år har for længst og fortjent fået prædikatet ”triumftog” hæftet på sig. Selv forbenede gamle fans har nødtvungent været fremme med røster om, at Solen er bedre end nogensinde. Jeg finder efter at have oplevet Sort Sol adskillige gange siden foråret ingen påfaldende grund til at sige de pågældende imod.


SKIPPER, JUST, FROST, P3-teltet, onsdag kl. 21.00:

Så er det ved at være sidste chance for at opleve dette livsbekræftende gennemsympatiske blues, swing-, jazz- og rock’n’roll foretagende. Jeg vil forlange en forklaring, når jeg render på dem i Skanderborg. Og den må hellere være god!


KASHMIR, Bøgescenerne, lørdag kl. 20.30.:

Kasper Eistrup, Mads Tunebjerg, Asger Techau og Henrik Lindstrand er ét af dé mest velspillende rockbands herhjemme. Nyd!


BLACK CITY, P3-teltet, torsdag kl. 14.45.:

Det tætteste Danmark kommer på Foo Fighters. Og det er tæt nok til, at Black City er værd at checke.


PRETTY MAIDS, Rytmehans, fredag kl. 19.30.:

Utroligt nok fejrer Pretty Maids 30 års jubilæum i år. Kender ikke til begrebet off-day. ”Red Hot & Heavy” og resten i håret!


RETOX PANIC, P-3 teltet, lørdag 20.45.:

Johan ”Magtens Korridorer” Olsens popprojekt vælter sig på deres debutalbum i fine sange. Vælt endelig videre live.


THE BLUE VAN, Bøgescenerne, søndag kl. 15.45.:

Solid rock and roll fra nogle gutter, der bare elsker det dér og spiller derefter.